DM&E årsmøde: Optimisme i landbruget i en coronatid

For første gang i DM&E's historie måtte formand Søren Ulrik Sørensen holde sin beretning online. I 2020 havde DM&E Agro fokus på forsuring, færdsel og gps-tyverier.

"Tørvejr, for det meste, for entreprenører og skovfolket, og et godt vækstår for agrovirksomhederne. Dette gav bonus med gode udbytter og fornuftige priser på salgsafgrøderne. Det trængte landbruget til, og det gav også grobund for en vis optimisme”.

Sådan lød det fra formand for Danske Maskinstationer & Entreprenører, Søren Ulrik Sørensen, da han for kort tid siden holdt sin årsberetning i DM&E, live og online fra Porschevej i Vejle, hvor op mod 150 havde tilmeldt sig det virtuelle årsmøde, der blev leveret af formanden med smil og glimt i øjet -men dog med en bemærkning om, at det forhåbentlig er første og eneste gang, at det skal ske på den måde.

Lidt færre medlemmer

Søren Ulrik Sørensen kom i sin statius ind på, at der ved slutningen af året var der 668 medlemmer i DM&E. 45 virksomheder har meldt sig ind i DM&E i 2020, men man sagde til gengæld farvel til 57. Det har fået organisationen til at se på årsagerne – over halvdelen af de 57 skyldes, at de enten er gået konkurs eller er ophørt med at drive virksomhed. Resten er primært fordi, de ikke bruger DM&E’s ydelser. Ved årsskiftet var der 173 agro-medlemmer.

40 procent af medlemsvirksomhederne beskæftiger sig primært med entreprenørarbejde, mens 32 procent beskæftiger sig med primært landbrugsarbejde og 14 procent laver begge dele. 14 procent af virksomhederne udfører skovarbejde.

Af beretningen fremgik det, at der er i DM&E Agro er flest virksomheder, som omsætter mellem 6,5 og 10 mio. kr. 25 procent af landbrugsmaskinstationerne omsætter mindre end 2,2 mio. Halvdelen af landbrugsmaskinstationerne omsætter mere end 6,4 mio. 25 pct. af landbrugsmaskinstationerne omsætter mere end 14,1 mio.

"Det lader ikke til, at corona'en har påvirket virksomhedernes indtjening nævneværdigt", sagde Søren Ulrik Sørensen.

Fokus på forsuring

DM&E Agro har sidste år haft et vist fokus rettet mod forsuring af husdyrgødning. Brancheforeningen fortæller, at der har været en kollektiv uklarhed fra både landbruget og maskinstationer omkring regler, krav og konsekvenser angående forsuring af gyllen. Derfor har DM&E Agro haft en løbende fagpolitisk debat med myndighederne. 
”Kravene eksisterer, men vi skal se fremad. Det er vigtigt, at kommende ændringer i reglerne sikrer efterspørgslen og markedsstimulerende udvikling”, lød det i beretningen fra Søren Ulrik Sørensen.

"DM&E Agro har gennem 2020 oplevet, at flere producenter ikke har kunne levere det, som stod opført som krav på teknologilisten. Brancheforeningen har derfor været i dialog med SEGES og et par fagblade, hvilket der er kommet nogle nyttige oplysninger ud af vedrørende regler, både til landbruget og til rådgivningen" sagde han. 

Efterlyser samarbejde

DM&E Agro har også rettet blikket mod de tyverier af GPS-anlæg, som har hærget landbrug og maskinstationer, særligt i andet halvår. Ret kort inde i bølgen, som ramte maskinstationerne, gik DM&E Agro i dialog med politiet for at få råd og vejledning til sikring af udstyret. 
”Jo flere maskinstationer, som fik uønsket besøg, jo mere ringede telefonen med firmaer, der var helt sikre på, at de have det helt rigtig produkt. Men det skulle vise sig langt fra at være tilfældet. Kort efter ringede også den ene journalist efter den anden og spurgte ganske uforstående, hvorfor vi ikke bare sporede antennerne for ”de var jo med GPS”, fortalte Søren Ulrik Sørensen i årsberetningen.

Brancheforeningen fortæller desuden, at der var ikke meget hjælp at hente hos producenterne af udstyret. Derfor har DM&E Agro set nærmere på mulighederne for at lave noget tilpasset sporingsudstyr.

Politiet er blevet mere opmærksom på branchen, og deres kontroller i 2020 har været hyppige og grundige. Det har betydet, at DM&E Agro har fået en del detaljerede spørgsmål om eksisterende grej, men også flere spørgsmål i forbindelse med nye investeringer.

"Sikkerhed i trafikken er meget vigtigt for os, og vi hilser kontrollen velkommen. Det op til os som branche at vise, at vi har respekt for reglerne”, lød det fra Søren Ulrik Sørensen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.