DM&E: Vores traktorkørekort er ikke godt nok

Dansk EU-ekspert fra DM&E forudser, at vi om få år har et nyt kørekort.

Det gode gamle danske kørekort kan om få år være parkeret som et gammelt dokument til scrapbøgerne.

I hvert fald arbejder en række maskinstationsforeninger i Europa stærkt på at få et nyt EU-kørekort til traktorer, som vil skærpe udddannelseskravene til at køre traktor.

Det kom frem i forbindelse med DM&E's årsmøde i Vingsted fredag.

Centralt i arbejdet sidder Gerth Petersen Holm, agrokonsulent hos DM&E, som leder arbejdet på vegne af maskinstationsforeninger fra hele Europa og er i tæt dialog med EU-Kommissionen om et nyt kørekort.

»Vi mener fra dansk side i DM&E ikke, at vores nuværende traktorkørekort er godt nok. Jeg har selv tidligere undervist i traktorkørsel. Kravet til at tage kørekort er blot, at du kan køre en traktor, som min. vejer 2,5 ton og køre med en vogn på mindst et ton. Med andre ord kan du køre rundt med en Ford 5000 og en gammel JF vogn og få dit kørekort og så være godkendt til at køre rundt med 48 ton gyllevognssæt. Det er ikke helt godt nok, mener vi«, siger han.

Frygter lastbilkørekort

En anden udfordring er også, at der er kommet europæisk fokus på, at hvis man ikke direkte kører landbrugskørsel nede i marken, kan et europæisk direktiv godt tolkes, som om at man faktisk skal have lastbilkørekort for at køre en traktor, der f.eks. kører transportkørsel på vejen.

»Det er klart, at hvis det bliver tolkningen, vil det kunne give problemer i forhold til arbejdskraften, at man pludselig skal have så stort et kørekort til folk, der måske skal indenom og have et hurtigt arbejde hos en maskinstation eller et landbrug«, siger Gerth Petersen Holm.

Han oplyser, at EU-Kommissionen har nedsat en arbejdsgruppe, hvor han selv skal være med til at se nærmere på udformningen af kørekortet.

Hvor hurtigt kommer det så til at virke ude i praksis?

»Nu er jeg jo optimist, så måske det kan komme i 2024, hvor man så får noget tid i de enkelte lande til at implementere det«, siger han.

Faktaboks

Traktorkørekort:

  • Er i dag et rent nationalt kørekort i modsætning til kørekort til biler og lastbiler.
  • Kommissionen er blevet opmærksom på, at nogle arbejdsopgaver med en traktor i dag kan være under lastbil-regler.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.