Dynamic Command byder på hurtighed og bredde

Med dobbeltkobling og otte gear i grupperne er Dynamic Command en seriøs udfordrer til den trinløse Auto Command i New Hollands T6-serie.

I løbet af 2018 har New Holland rullet en ny variant ud sin T6-serie.

Navnet er Dynamic Command og dækker over den nye semipowershift-transmission, der for første gang i CNH-regi benytter den såkaldte dobbeltkoblingsteknologi.

Transmissionen har to aksler med henholdsvis de lige og ulige powershift-gear på hver sin aksel, og så snart chaufføren skifter gear, sørger en kobling for at skifte mellem de to aksler.

Til forskel fra andre transmissioner er det næste gear allerede i indgreb på modsatte aksel.

Der er ingen tandhjul, der skal flyttes i skiftet, og teoretisk set betyder det mindre effekttab, når man skifter, og skiftet sker samtidig hurtigere end en traditionel powershift.

Bred gruppe til marken

Det er også tilfældet i den T6.175 Dynamic Command, vi kører med i denne omgang førstehåndsindtryk.

I forhold til Electro Command, som er den nuværende powershift-transmission i T6, skifter Dynamic Command væsentlig hurtigere mellem powershift-gearene, og en af dens fordele er også, at den har otte gear i hver af de tre forskellige grupper, mod blot fire af slagsen i Electro Command.

B-gruppen spænder fra under to til over 18 kilometer i timen, så du kan i princippet klare stort set alle markopgaverne uden at skulle skifte gruppegear i marken.

Udfordrer Auto Command

I forhold til New Hollands trinløse Auto Command transmission i T6, har Dynamic Command helt naturligt nogle mangler qua sin mekaniske gearkasse.

Men New Holland kompenserer delvis ved at have to forskellige skifteautomatikker samt muligheden for at justere, hvornår transmissionen skal skifte gear i forhold til belastningen og motorens omdrejninger.

Sidstnævnte gør man via en orange drejeknap ved siden af kørehåndtaget. Så det er ret let at justere under kørslen, hvis man for eksempel kører korn hjem og vil ændre indstillingerne i forhold til, om man kører med læs eller ej.

Skifteautomatikkerne er til henholdsvis transport og markbrug, hvor mark-indstillingen holder transmissionen inden for et givent gruppegear, mens transportmode tillader transmissionen at benytte alle gear i B- og C-gruppen.

På listeprisen er der 60.000 kroner i forskel på en T6.175 Auto Command i forhold til T6.175 Dynamic Command.

Så med gode automatikker og hurtige gearskifte, bør man spørge sig selv, om man har brug de fordele, den trinløse transmission giver?

Ingen ændringer i kabinen

I konstruktion, kabine og rent betjeningsmæssigt er der nemlig ingen forskel på trinløs vs. powershift. Dynamic Command kommer som standard med SideWinder II armlænet og den tilhørende Intelliview IV terminal - præcis som Auto Command.

Så er du vant til de ting i forvejen, er T6 Dynamic Command nøjagtig som andre modeller fra New Holland.

Bremsere er kobling

Dynamic Start/Stop er en ny funktion på T6 med Dynamic Command. Den betyder, at chaufføren kan bremse traktoren ned til stilstand blot ved at holde foden på bremserne.

Funktionen er ikke bare enten eller. Det er en glidende bevægelse afhængig af, hvilken af de tre trin man indstiller funktionen til.

Faktaboks

T6-serie først med ny transmission

I sommeren 2017 præsenterede CNH en ny, egenudviklet semipowershift-transmission til sine to traktormærker.Hos New Holland er T6-serien først med den nye transmission. Den adskiller sig fra tidligere varianter ved at benytte dobbeltkoblingsteknologi, som vi kender fra John Deeres Direct Drive samt eksempelvis VW og Audi i bilverdenen.Navnet er Dynamic Command, og er rullet ud på 2018-udgaverne i T6-serien som alternativ til den trinløse Auto Command og den mere simple Electro Command semi-powershift.

Tekniske specifikationer - New Holland T6.175 AC

  • Motor: FPT 4 cyl. 4,49 l. Stage IV
  • Ydelse: 145 hk (nom.) 155 (max.) 175 (max. inkl. boost). 650 Nm. v. 1.500 o/min
  • Lift: 5,28 ton i hele området, 7,86 ton max. Frontlift, 3,2 ton.
  • Transmission: Semipowershift m. 24 gear frem/bak, 3 gr. med 8 gear i hver.
  • Egenvægt: 6,42 ton. Totalvægt, 10,5 ton.
  • Listepris basistraktor fra: 860.200 kr. 

4 egenskaber på NH T6 Dynamic Command

  1. Hurtigt gearskifte: Dobbeltkoblingsteknologien giver hurtigt gearskifte.
  2. Bredt mark-gear: i B-gruppegearet spænder hastigheden fra 1,65 til over 18 km/t.
  3. Brems med bremsere: Traktoren kan bringes til stilstand ved at træde på bremserne. Finder selv egnet opstartsgear, når du slipper bremser.
  4. Hurtig justering: Via en drejeknap kan du styre, hvornår transmissionen gearer op og ned afhængig af motoromdrejning og belastning.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.