Dyrskuedebut til Weidemanns topmodel

Læssemaskiner håndterer stadig mere vægt, og hos Stemas mærker man øget interesse for kraftige maskiner som Weidemanns nye topmodel, Weidemann 9080.

Opmærksomheden var stor, da maskinen debuterede på Agromek, og nu får sommerens dyrskuegæster også mulighed for at se nærmere på den nye topmodel inden for Weidemanns program af læssemaskiner, nærmere bestemt Weidemann 9080 i 11 tons klassen. Det er Stemas, der tager maskinen med til de største dyrskuer.

»Maskinen findes både i en standard hjullæsser-version i 11 tons-klassen og i en teleskoplæsser-udgave. Begge bejler til landbruget, men mon ikke vi også får besøg af anlægsgartnere, entreprenører og byggefolk på dyrskuerne«, funderer salgsdirektør Robert Kjærgaard hos Stemas.

Salgsdirektøren har konstateret, at læssemaskiner håndterer stadig mere vægt.

»Derfor mærker vi en interesse for maskiner, der lige kan lidt mere. Den nye Weidemann 9080 kan håndtere op til 6,6 tons og har en tippehøjde på op til 5480 mm«, siger Robert Kjærgaard.

Motoren er en 3,6 liters Deutz med 136 hestekræfter.

Stemas stiller op på Det Sønderjyske Dyrskue i Aabenraa, Landbrugsmessen på Gammel Estrup ved Auning, Roskilde Dyrskue, Det Fynske Dyrskue i Odense, Hjørring Dyrskue, Landsskuet i Herning og Ribe Dyrskue.

Siden sidste år har Stemas ændret status i forhold til gravemaskinerne fra Yanmar. Sammen med det tidligere Maskinhuset i Horsens har Stemas etableret det selvstændige import- og forhandlerselskab Maskiner A/S, som nu tager sig af Yanmar.

»Så der bliver rig lejlighed til også at se Yanmar på dyrskuerne. Der hvor Maskiner A/S ikke selv er med, viser Stemas de gule maskiner. På de dyrskuer, hvor både Stemas og Maskiner A/S udstiller, kører vi parløb om Yanmar«, siger Robert Kjærgaard.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.