Dyster om DM i store maskiner

Stort danmarksmesterskab i en lang række fag op til weekenden. Mekanikere fra bl.a. Scantruck og Zeppelin Danmark i kamp om maskintitel.

Hvis man befinder sig i Høng ved Kalundborg fra mellem torsdag og lørdag, så kommer man til at møde nogle skrappe unge mennesker.

Der er nemlig DM i Skills, hvor elever på en række erhvervsuddannelser dyster i DM indenfor deres fag.

Et af fagene er entreprenørmaskiner, hvor kommenende mekanikere på den front skal se, om de er Danmarks skrappeste.

Den beslægtede uddannelse til landbrugsmaskinmekaniker – begge uddannelser tager man på HEG i Aars – er med som demonstrationsfag, hvilket betyder, at man også kan høre mere om den uddannelse, mens man ser de unge folk i aktion på gravemaskiner eller, hvad man nu har fundet frem af relevante maskiner.

Hos entreprenørmaskinmekanikerne skal der dystes i forskellige discipliner som fejlsøgning og fejlretning på entreprenørmaskinerne på stedet.

Kampen står mellem Rasmus Andersen Juul fra JM Tryklyft, Tim Lucas Groen, Nordjysk Lift Aps, Jan Zhuk Sørensen, Scantruck og Jan Aggerholm Andersen fra Zeppelin Danmark.

Uddannelseschef Aksel Gaardsted Christiansen fra HEG har store forventninger til arrangementet.

- Vi glæder os igen til at komme til Skills, det er et stort og flot set-up hvor de unge mennesker får lov til at få vise alt, hvad de har lært, siger han i en pressemeddelelse.

Landmandsuddannelsen er i øvrigt også demonstrationsfag ved samme lejlighed.

Der forventes i alt 300 unge i aktion under konkurrencerne. Lørdag eftermiddag udråber tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen de nye danmarksmestre under afslutningsceremonien i Høng.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.