Efter 40 år i business: Fik gjort skolelærer til høstmand og agerede bank under kornpris-rally

En strøm af spændende maskinhandler, traktormærker og store oplevelser er gået igennem Eli Skøde Kristensen efter, at han startede sin egen maskinhandel i vinteren 1981.

Der var landmanden, der blev bange for økonomien efter 50 hektars kørsel med den nye mejetærsker.

Der var den konkursramte landmand, der en dag kom med en hvid kuvert.

Og der var landmanden, som lige ville vente med at betale for en række nye maskiner, indtil kornprisen havde taget endnu et nøk opad.

Eli Skøde Kristensen startede på mere eller mindre bar bund, og i dag er Traktorgården Give Aps delvist overtaget af sønnen Søren og beskæftiger 18 ansatte.

Undervejs har han samlet en masse viden op om branchen, lokalområdet – og en masse anekdoter.

Vejen dertil har været brobelagt med nogle service-mantraer, som illustreres meget godt af, at vi fanger Eli over telefonen, mens han taget turen fra Give for at tage imod nogle særlige varmetæpper i Århus.

”Det er til kirkegården. Lastbilen, der skulle køre dem fra Sverige var strandet deroppe nogle dage på grund af sne. Nu er de kommet, og så skynder vi os at hente dem til kunden”, siger han og understreger, at kundeservice giver pote.

”Det er meget sjovt, men mange af kunderne har jeg haft nu i tre generationer, og kan engang imellem drille dem med, at jeg lige hjalp med en sut, da de var helt små”, lyder det med et grin i telefonen.

Den 73-årige maskinhandler kunne rent formelt set have gået på pension for længst. Han kan dog ikke rigtig se nogen fritidsaktiviteter for sig, som er sjovere end arbejdet på værkstedet og tjansen med at køre maskiner ud til kunderne.

”Der er mange af vores kolleger, som mangler en, som kører rundt på den måde, og ikke skal have en stor løn for det. Andre får måske leveret tingene af en vognmand, men han sætter maskinen af og kører videre. Jeg kan godt li’ at få en snak med kunderne. Det giver somme tider en lang arbejdsdag, hvor det har taget tre til fire timer i stedet for halvanden, men man får samlet noget op på den måde og kan så måske give et andet tilbud”, siger han og fortæller, at alfa omega i erhvervet er tilliden mellem forhandler og kunde. 

 Hvad har været de sjoveste handler?

”Den er svær. Jeg mopper min søn og sælgeren med, at de kører ud for at sælge. Jeg fortæller, at jeg i gamle dage gik rundt og passede værkstedet, og så ringede folk af sig selv. Jeg har faktisk aldrig kørt ud for at sige, om de ikke ville købe den og den vogn”, siger han og kommer i tanke om historien med skolelæreren, der via hans mellemkomst blev høstmand – eller med andre ord fik startet sin egen lille maskinstation.

”Det startede med, at jeg havde en landmand, som købte en helt ny mejetærsker. Efter 50 hektar blev han nervøs for udviklingen på kornpriserne, og spurgte om jeg ikke kunne hjælpe ham af med mejetærskeren.  Derefter sagde jeg til en skolelærer, der gerne vil køre og høste, at hvis du køber den, så kan du få lov til at høste hans korn. Så blev skolelæreren høstmand – og det har han været hvert eneste år siden. Det passer jo godt sammen med skoleferien”, fortæller han.

 På et tidspunkt var der en ældre landmand, som ville købe ny traktor og en række nye redskaber. Han spurgte efter kredit, da han lugtede, at kornprisen ville stige yderligere, selvom den allerede kostede 68 kr. tønden.

”Da den kom op i 90 kroner, kom han ind med pengene. Jeg fortalte, at vi var på vej til Roskilde Ringen for at se på nye IH-traktorer. Så stak han os ellers to fem hundrede krone-sedler som tilskud til vores bytur. Dengang kom man langt i byen for de penge”, husker han.

 En tredje gang var situationen mere træls. En landmand gik fallit og kunne ikke svare sit for en ny tallerkenharve. Efter kort tid købte han gården tilbage i konens navn. Efter en optur for spisekartofler kom der en dag en hvid kuvert.

”Manden tog rundt til alle, han skyldte og betalte sit. Han kunne let lade det passere, men det var flot, og det viser noget om den tillid, man har til hinanden”, siger han.

 Søren kom alligevel hjem

Traktorgården er som det er velkendt i branchen blevet New Holland-forhandler med tæt samarbejde med J. Hundanhl indenfor de seneste år. Efter en række år med Deutz slog man til, da muligheden bød sig for et af de største traktormærker i Danmark. Igennem årene har man været vidt omkring. Det startede med Leyland, fordi en maskinkonsulent fra Vejle påpegede, at der manglede en til at lave service på traktormærket i området. Senere blev det Marshall-traktorer – men begge britiske traktormærker knækkede. Ursus og Renault kom også på programmet.

”Jeg kalder mig gerne Danmarks mest uheldige maskinhandler. Da Claas købte Renault, så blev til underforhandler, og slog så til, da muligheden for Deutz var der. Det er rigtig god kvalitet, men vi sloges med, at det var lidt for dyrt efter danske forhold”, siger han og tilføjer, at man derfor skiftede til New Holland, som også gav muligheder for en bredere skare af maskiner i programmet.

 

I 2010 var maskinforretningens fundament udfordret. Eli’s kone blev syg af kræft og gik bort efter kun tre måneders sygdom. Sønnen Søren var tidligere gået i lære som lastvognsmekaniker og arbejdede i nogle år udenfor landbrugsmaskinerne. Revisoren stillede en kontordame til rådighed, inden de fandt ud af, hvordan tingene skulle køre videre. Søren hjalp til, og fik hurtigt styr på kontordelen og gik også i gang med at sælge maskiner.

”Og så glemte han, at han ikke ville det her”, siger Eli.

 Hvor meget betyder det for dig?

”Det betyder rigtig meget. Alt det som man har startet op, det har han ført videre, men det kører på hans egen facon”, fortæller han.

”Jeg har altid sagt, at en ung og gammel ikke skal arbejde sammen. Men vi arbejder egentlig rigtig godt sammen. Jeg tror, at det er ved, at jeg ved en masse om det ældre maskineri – og han ved meget om det nye og han koncentrerer sig om at få det solgt, og jeg går inde på værkstedet. Jeg rykker lidt tilbage i snoren og Søren vil fremad. Selvfølgelig har vi ikke altid den samme mening, men vi har aldrig været dødelige uvenner”, lyder dommen.

Selve 40 års dagen for starten på Traktorgården var i søndags. På Bækgårdsvej i Give er de 12 stykker som altid har mødtes til nytår og til mange andre komsamner i deres lokalmiljø. Vennerne kiggede forbi parvis på dagen i bedste corona-stil. Drømmen er nu, at det store jubilæum kan fejres i maskinforretningen Grundlovsdag – hvis corona vil.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.