Efter bedste resultat i mange år: Brødre geninvesterer det meste hos Helms
Familiedynastiet Helms kommer med et resultat på knap 12 mio. kr. ud med et af branchens mest solide resultater.

Maskinhandleren Helms TMT-Centret leverer med et resultat før skat på 11,8 (mod 8,2 mio. kr. året før) et nyt stærkt resultat blandt de danske maskinhandlere.

Det meste af overskuddet er allerede skudt tilbage i virksomheden, forklarer direktør og medejer Allan Helms, der sammen med sin bror Jakob Helms er godt på vej til at køre generationsskiftet i mål hos den Herningbaserede virksomhed, hvor deres far Kristian Helms stadig er aktiv i driften.  

”Vi er godt tilfredse med udviklingen. Vores udbytter har vi geninvesteret rigtig meget ved at betale lån ud bagudrettet og investere i nye varelagre, maskiner og lagerkapacitet”, fortæller Allan Helms.

Virksomheden har med agenturer på bl.a. McCormick, McHale, Komatsu Forest, Textron og Schäffer et solidt tag indenfor maskinsalg og distribution til entreprenører, landbrug, skov og park og golf.

I maskinhandlerbranchen lyder et kendt mantra, at alt for store lagerbindinger skal undgås og kan være farlige for forretningen. Det er dog ikke den latin, som Helms kører forretningen efter.

”Da Jacob og jeg læste Handelshøjskolen i Århus læste vi også godt den teori. Men de lærebøger bør skrives om”, siger Allan Helms med et grin.


Her Kristian Helms forrest, Allan Helms i midten og Jakob Helms øverst. Arkivfoto

 

”Vi gør det stikmodsatte. Vi har sørget for at ligge med endnu flere reservedele i forretningen. Det viste sit værd under corona i foråret, hvor vi nok solgte endnu flere reservedele, fordi vi kunne levere. Kan vi sælge det, så lægger vi det på lager. Så ved jeg godt, at vi kan få nogle nedskrivninger, men vi ser det også som en del af servicen. Der er mange måneder at håndtere tingene på”, konstaterer han.

Hvor er det I jeres agenturer, at I klarer jer bedst?

”Selvfølgelig er Schäffer et kerneprodukt for os. Men hvor de for år tilbage hovedsageligt bar forretningen, så har vi nu flere produkter inde, som bidrager”, siger han om produktprogrammet der betegnes som bredt efter, at Helms i de seneste år eks. har fået tilføjet McHales græsmaskiner til programmet og importen af traktormærket McCormick.

Hvordan går jeres traktorimport. McCormick har jo ikke mange procent af markedet i indregistreringerne?

”Vi begynder at se lidt flere nu. Vi har aldrig sagt, at vi skulle breake det fra dag 1 af. Vi har da også leveret traktorer fra McCormick i sidste uge. Vi har heldigvis en forretning, der kører fint rundt med det program, vi har, og hvor vi har tid til at bygge et produkt op som McCormick. Det var værre, hvis man skulle ud og hente de nemme penge for de penge findes ikke”, siger han og hopper ind til kernen af, hvorfor familievirksomheden med 35-40 ansatte formår at levere et af de bedre resultater i branchen.  

”Vores bruttoavance er ikke så meget anderledes end andres vil jeg tro, men til slut, så er vi nok lidt mere effektive. Det er nok mere et tegn på, at vi får kigget nogle omkostninger igennem. Eks. har vi været vores bilpark igennem og sørger for, at vi kører mere brændstofsøkonomisk og får mindsket udgifterne til vedligehold. Vi kører heller ikke to mand i samme retning, og tænker over, hvordan vi får synergi på tværs. Er der en sælger, der også lige kan hjælpe teknisk, så gør vi det, og kører vi selv en tur, så er vi ikke for fine til at køre i lastbilen og tage nogle varer med”, siger han.

Faktaboks

Helms TMT-Centret

Periode: 1. juni 2019 - 31. maj 2020. Pr. tusind kroner.

  • Bruttofortjeneste: 29.066(26.375).
  • Resultat før skat: 11.811 (8.211).
  • Egenkapital: 50.560 (41.420).
  • Antal beskæftigede i snit: 36(34).

Kilde: Årsrapport indleveret til CVR.

Emneord Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.