Efter hjernerystelse: Randzone-retssag og traktordemo nu sat til april

Retten i Holstebro har berammet randzonesagen mod Povl og Christian Blak Bojer til den 15. og 16. april.

I december skulle den længe ventede randzoneretssag have kørt. Så væltede advokaten på cykel og fik hjernerystelse, og så blev retsmøderne udskudt.

Nu har Retten i Holstebro sat ny dato, nemlig 15. og 16. april, oplyser Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse. 

Povl og Christian Blak Bojer - der er udtaget til at køre som en form for principsag - er under anklage for at have forbrudt sig mod randzoneloven, da de på deres nordjyske jorde ikke har anlagt randzoner.

Men for de to landmænd, der er far og søn, drejer randzonesagen sig først og fremmest om landmandens grundlovssikrede rettigheder.

”Vi glæder os jo lige så meget, som vi har glædet os de andre gange. Tilfældighedernes spil har jo gjort, at vi har måttet vente. Det er sådan, det er, og det er der jo ikke noget at gøre ved,” siger Povl Blak Bojer ifølge Bæredygtigt Landbrug.

Traktordemonstration

Selvom datoerne kan ske at falde sammen med såningen, så vil Bæredygtigt Landbrug forsøge at afholde en traktordemonstration i Holstebro d. 15. april.

"Jeg ved godt, at det rammer rigtig træls. Der er nok nogen, der vil bruge deres traktor til noget andet,  men vi håber, at nogen kan undvære en traktor.  Nu Ikke ved om foråret arter sig vejrmæssigt, og det afhænger nok også af det. men der er ikke andet, der er vigtigere, end at den enkelte landmand kan passe sin bedrift," siger Bjarne Nigaard, direktør for Bæredygtigt Landbrug.

Trukket ud

Første gang, sagen var berammet, var for godt et år siden. Mange landmænd har fået deres sager sat i bero, indtil sagen mod Povl og Christian Blak Bojer er afgjort.

"Jeg synes da tiden har arbejdet for os, og dokumentationen for at randzonerne ikke har sammenhæng med hverken virkelighed eller miljø bliver stærkere og stærkere, så på den måde kan man måske glæde sig lidt over, at der er gået noget tid, for det strømmer jo hele tiden ind med dokumentation for, at det her, det har ikke nogen miljømæssig effekt," siger Povl Blak Bojer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.