Efter konkurs: Fendt får ny autoriseret servicepartner ved Randers

Fendt klar med løsning i Kronjylland.

Efter Jysk Maskincenters konkurs i Randers har Agco og Agco-forhandlerne arbejdet på at få etableret en ny salgs- og serviceorganisation i Kronjylland.

TBS Maskinpower i Starup i Sønderjylland har indgået aftale med Askildrup Agro om at servicere Fendts kunder i området.

Hos Askildrup Agro, der ligger syd for Randers, glæder direktør Flemming Rasmussen sig til det nye samarbejde:

"Vi var naturligvis både stolte og glade over henvendelsen fra TBS Maskinpower om at blive autoriseret Fendt Servicepartner. Med seks servicevogne og 12 erfarne montører – mange af dem med en omfattende Fendt-erfaring – mener jeg, at vi er godt forberedt til at betjene Fendt kunder i hele området. Samtidig ser jeg frem til samarbejdet med TBS Maskinpower, hvor vi f.eks. får tilgang til deres udstilling i Starup og nemt kan vise kunderne nye Fendt-traktorer og hele programmet af Fendt-maskiner og -redskaber", siger direktør Flemming Rasmussen.

Peter Midtiby, salgschef for Fendt i Danmark, er tilfreds med det nye set-up:

”Vi er sikre på, at vi med denne løsning kan sikre vores kunder i Kronjylland en både professionel og kompetent betjening fremover. Samtidig er vi glade for, at Askildrup Agro nu indgår som autoriseret Fendt Servicepartner og dermed bliver en del af vores stærke forhandler- og servicenet i Danmark.”

Salgschefen fremhæver, at det altid er vigtigt med stærke serviceteams, men lige nu betyder det ekstra meget, for der sker meget for Fendt i øjeblikket:

”Vi har introduceret en lang række nye produkter både på området for traktorer og mejetærskere, og Challenger bæltetraktorer bliver til Fendt i Europa. Dertil kommer, at RoGator programmet af sprøjter (tidligere Challenger) nu er en del af Fendt’s produktprogram, Katana-snitterne er rullet ud på de danske marker, og så er det helt nye redskabsprogram til grovfoder og halm også kommet til. Det kræver kompetente og erfarne forhandlere og serviceværksteder – og med TBS Maskinpower og Askildrup Agro er jeg sikker på, at vi har fået etableret en virkelig stærk Fendt-base i Kronjylland”.

TBS Maskinpower opruster

Administrerende direktør Jens Hansen, TBS Maskinpower ser frem til det nye samarbejde med Askildrup Agro:

”Hele Kronjyllandsområdet er meget interessant for os, så da muligheden for at etablere et samarbejde med Askildrup Agro blev muligt, var der ikke langt fra tanke til handling. Med Askildrup Agros professionelle tilgang til tingene og deres mange erfarne og kompetente medarbejdere, er jeg sikker på, at vi står godt rustet – ikke mindst fordi vi også hos TBS allerede har udvidet service- og reservedelsteamet i Starup med flere medarbejdere. Askildrup Agro’s serviceteknikere har allerede godt kendskab til Fendt, men får nu mulighed for at trække på Fendt-specialisterne i Starup både i marken og som ekstra support på vidensfronten. Samlet set bliver det et stærkt serviceteam, som via Fendt’s omfattende uddannelsesprogram altid vil være fuldt opdaterede”.

Han slår i øvrigt fast, at selvom JMC’s konkurs naturligvis har været ubekvem for områdets trofaste Fendtbrugere, vil Askildrup Agro yde en dedikeret indsats for at yde dem god og professionel service fremover.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.