Efter legalisering: Nu bliver bæltetraktorer mere interessante i Danmark

Indtil nu har lovgivning gjort, at bæltetraktorer har været mindre interessante for kunder i Danmark. Det kan ny lovliggørelse lave om på.

Det har været et sejt træk, men torsdag kunne en række organisationer melde ud, at bæltetraktorer typegodkendt efter ”Mother Regulation 167/2913”, gældende fra 1. januar 2018 lovligt må køre på vejen i Danmark.

Det sker, fordi Færdselsstyrelsen anerkender et nyt EU-regulativ, der lovliggør vejkørsel med bæltetraktorer, som er typegodkendt efter 167/2013.

"Indtil nu har vi måtte leve med regler for bælter fra 1955, hvor der var tale om stålbælter, og virkeligheden er jo helt anden i dag, så det er glædeligt", siger Henning Sjørslev Lyngvig, chefkonsulent hos Danske Maskinstationer & Entreprenører.

Det er dog uvist, hvor mange traktorer i Danmark, det reelt får betydning for.

"Det her løser ikke problemerne for eksisterende traktorer, men det får en betydning for fremtiden. Indtil nu har hverken leverandører eller kunder har fundet bæltetraktorer særligt interessante pga. lovgivningen, men det kan meget vel ændre sig nu", siger Henning Sjørslev Lyngvig.

En anden ting, der står hen i det uvisse, er fremtiden for legalisering af motorredskaber, dvs. mejetærskere og lignende på bælter. De er endnu ikke gjort lovlige.

"I alt det her har vi haft en god dialog og proces med Færdselsstyrelsen, og de arbejder lige nu på at afklare, om det her også gælder motorredskaber. Det vil vi give dem arbejdsro til at finde ud af", siger chefkonsulenten.

Han håber, at afklaringen for motorredskaber kommer inden for få måneder.

Bag arbejdet med lovliggørelsen står Dansk Agroindustri, Dansk Maskinhandlerforening, Danske Kartofler, Danske Maskinstationer & Entreprenører, Danske Sukkerroedyrkere, Landbrug & Fødevarer og Seges. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.