Ejer af stor maskinstation: »Jeg er ikke som de andre...«

Torben Kamp, Skamstrup Maskinstation, satte her til morgen gang i anden del af DM&E Vidensdage med underholdende indslag.

»Jeg er ikke som de andre«.

Torben Kamp, indehaver af Skamstrup Masinstation trådte syngende ind i salen på Vingsted hotel & konferencecenter her til morgen på andendagen af DM&E Vidensdage i Bredsten - hvorefter han leverede et stærkt underholdende indslag om hans vej fra landmand til maskinstationsejer, og hvad der siden fulgte.

»Som landmand var jeg ikke særlig god til at tjene penge. Der var ikke rigtig styr på ret meget«, indledte Torben Kamp med stor selverkendelse, men efterlod også et indtryk af, at han var rigeligt i stand til at fortælle tilhørerne, hvad der ligger bag hans foredrags titel, »Bliv god til din kerneforretning«.

»Torben, du har jo gummistøvlerne og du er ikke bange for at arbejde, så det her er lige noget for dig,« sagde sælgeren i sin tid til mig, da Skamstrup Maskinstation blev sat til salg. Så det var jo nok en god idé«, lød det fra Torben Kamp, der undervejs - og klædt i kedeldragt og gummistøvler - fortalte om udviklingen fra landmand til landbrugsmaskinstation og videre til en flersidet virksomhed, der spænder over egen entreprenørforretning og anlægsgartnerivirksomhed - og som omsætter for over 75 millioner kr.

Torben Kamp erkendte, at han oprindeligt ikke var særlig dygtig til at sparre med andre eller lytte.

»Det er jeg blevet bedre til. Jeg er blevet mere interesseret i, hvordan andre gør. Og i dag har jeg mellemledere, der er dygtigere, end jeg er. Det kan måske få ens egen virksomhed op på en større remskive«, sagde Torben Kamp.

Netop sparring med andre er et stort element under Danske Maskinstationer & Entreprenørers Vidensdage. I Bredsten i dag fortsætter DM&E’s Vidensdage med faglige indlæg i formiddag, og i eftermiddag foregår DM&E’s årsmøde.

Læs også vores portræt af Torben Kamp, vi lavede for godt et år siden.

Dengang fortalte han om, hvordan han i starten var dårlig til at styre økonomien i maskinstationen. Kassekreditten var i bund.

"Det går ikke i dag, men det gjorde jeg bare. Men jeg tænkte: Solen skinner, vi skal arbejde. Det var møgdårlig management, det der," fortalte Torben Kamp.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.