Ekspansiv maskinforrentning får pænt plus i år ét

Stor jysk Fendt-forhandler udvider staben trods stille marked.

I 2017 blev TBS Maskinpower bygget op på nyt. Og efter det første hele år kan TBS Maskinpower præsentere overskud efter et år, hvor forretningen blev kraftigt udvidet undervejs med opkøb af Valtra-forretningen Valtec i Kolding og Fendt-aktiviteterne hos Henry D. Nielsen i Holstebro.

Driftsresultatet ender på seks mio. kr., viser det indsendte regnskab hos CVR.

”Vi er meget positive over, at vi í et opstarts-år er lykkedes med at etablere en sund forretning med det resultat. I 2018 har vi stadig haft en del engangsomkostninger til opstarten, og det bærer resultatet også præg af”, siger adm. direktør Jan Garder til LandbrugsAvisen Maskiner.

Maskinforretningens ekspansive udvikling illustreres bl.a. på medarbejdersiden. For regnskabsåret 2018 har TBS Maskinpower haft 57 ansatte i snit mod 31 året før.

Hvor nogle maskinforretninger som en konsekvens af tørken og dertilhørende nedgang i salget har nedbemandet deres organisationer, så planlægger TBS i øjeblikket at gå den anden vej.  

”2019 er udfordret. Med et lidt længere blik kan vi se, at der er gode muligheder i markedet. Her tror vi, at service bliver et nøgleparameter. Derfor søger vi også efter tre ekstra landbrugsmaskin-mekanikere til at øge vores stab indenfor service. Vi henter både folk til vores Fendt og vores Valtra-afdeling”, siger han.  

Vi hører jo at der skæres ned andre steder. Hvordan kan I gå den anden vej?

”Selvfølgelig hører vi da også det. Men der er forskel på, hvad folk har fået af regn rundt omkring. Vi oplever et stigende aktivitetsniveau på både Valtra og Fendt. Men det betyder ikke, at 2019 bare er fantastisk. De markeder vi bevæger os på, her har kunderne noget at slås med, og det er vi opmærksomme på. Men deres maskineri skal stadig holdes kørende. Vores perspektiv er, at vi ser længere frem end 2019, og derfor styrker vi vores servicetilbud, hvor vi også får placeret det nye Agco-lager, som hjælper os og andre Agco-forretninger med at yde ednu bedre service”, siger han.


Jan Garder til venstre, da overtagelsen af Henry D. Nielsen indgås. Pressefoto

I har udvidet betragteligt med jeres opkøb i Holstebro og i Gravens. Er jeres struktur faldet på plads nu, eller kan der ske nye udvidelser?

”Der er ingen tvivl om, at i forbindelse med at styrke vores servicetilbud, så har vi hele tiden øje på, hvad kunderne efterspørger. Vi indgik eks. et samarbejde med Askildrup som områdeforhandler og til at varetage service i det område. Det er en erkendelse af, at der skal være en nærhed. Som det er lige nu, så bevæger vi os lidt syd for Kongeåen og op til Salling, Skive og Mors. Men vi arbejder vi hele tiden på, hvor har vi den bedste beliggenhed for værksteder og servicetilbud. Der sker noget af en strukturtilpasning i dansk landbrug. Det følger vi med i. Men jeg kan ikke stå og sige, at vi gør det ene eller andet nu. Det er ikke bare noget, man står og beslutter om formiddagen og så gør man det om eftermiddagen”  

Kan I stadig lave en sund forretning i 2019 sådan som markedet er lige nu?

”Jeg er overbevist om, at vi kan lave en forretning, som lever op til vores forventninger. Vi har et langt perspektiv i vores planer. Vi træffer nogle valg, som ikke bare har perspektiv på 2019.”

Faktaboks

TBS Maskinpower Aps

Afdelinger i Starup, Holstebro og Gravens.

Beskæftiger ca. 60 ansatte

Forhandler Fendt og Valtra samt en række redskabsmærker.

Driftsresultat 2018: 6,1 mio. kr.

Res. efter skat: 2,7 mio. kr.

Egenkapital: 8,9 mio. kr.

Kilde: CVR

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.