En af landets største maskinforretninger sælger stor aktiepost
Vigtigt at ejerskabet ikke blev til en ekstern koncern, lyder det fra brødre, som nu sælger ud af aktierne.

Når der sælges New Holland-traktorer i det vestlige Danmark, så er der en god chance for, at der står J. Hundahl på købssedlen.

Og når der handles maskinforretninger i Danmark for tiden, så er der en pæn sandsynlighed for, at den købende part er en koncern med rødder i andre brancher eller er en udenlandsk aktør.

Men sådan skulle det ikke være hos Hundahl.

De hidtidige ejere, brødrene Søren og Erik Hundahl, af maskinforretningen med base i Thisted og Skive sælger nu 40 pct. af virksomheden til medarbejderne Claus Sørensen og Martin Dalgaard.

”Det her gør vi for at styrke det hele ved at få yngre mennesker ind, end vi selv er, og så har de bedt om det og kæmpet for det. Vi synes, at det er fint. Søren og jeg er ikke det mindste på vej til at gå ud af det. Men vi gør det her for at få nye ind og gøre virksomheden fremtidssikret, og så ønsker vi, at den bliver drevet videre som en privat og selvejende virksomhed og ikke som en del af en koncern”, siger han.  

Hvorfor er det private ejerskab vigtigt for jer?

”Det er vigtigt for os set med medarbejderøjne. Det skal sikre kontinuitet. Vi ønsker ikke, at det skal blive fjernstyret Og så får vi en mand, der står i spidsen for afdelingen i Skive, og dermed bliver Skive og Thisted helt på samme niveau i virksomheden. Vi er glade for beslutningen, og det virker til, at de er glade for det. De går all ind og tager 20 pct. hver.”

Det koster vel en del at købe 20 pct. af en maskinforretning som jeres?

”Ja, det tror jeg også, at de synes, men beløbet får du ikke ud af mig”, lyder det med et grin igennem telefonen fra Erik Hundahls plads på kontoret i Thisted.

Lander historisk overskud - medvinden fortsætter for en af landets største redskabsproducenter Maskiner Tirsdag 24. april 2018 · 15:24

Han oplyser, at de har arbejdet med ændringerne igennem fire måneder, og der er mange afklaringer, som skal helt på plads, når ejerkredsen udvides.  

Hvordan gør I så med at tage beslutninger, når I er fire? Skal I mødes i ejerkredsen en gang om ugen?

”Nej, det skal vi ikke. Vi taler jo løbende. Men vi har et månedligt budgetmøde, hvor vi gør årsregnskab op hver måned så at sige, og det har vi gjort igennem mange år. Det er en af vores styrker. Vi vil være 100 pct. sikre på, hvor vi står. Det er vigtigt for os. Det vil vi fortsat gøre. Og der har vi et møde, hvor vi alle skal være med. Der kan vi få fat i de ting, som er godt og skidt. De er inde for samme vilkår som Søren og mig. Det ligger os på sinde, at de er 100 pct. med. Det er for, at det her skal videre. Vi skal ikke bestemme det hele stadigvæk. Det er ikke derfor, det er 40-60 pct.. Vi vil ikke bruge majoriteten. Det er ikke hensigten, at vi skal topstyre det. Det er nok også derfor, at det først bliver nu. Man skal være gearet til det. Man har set i mange typer virksomheder, hvor folk så ikke har noget at sige alligevel. Det er imod vores hensigt. Men vi er da spændte. Vi har haft det alene siden 1992, så det er mange år siden, vi har prøvet andet end at bestemme selv – altså udover, at banken og kreditforening også har blandet sig”, siger han.


Sidste år solgte Hundahl 95 traktorer og er dermed en af landets største sælgere af nye traktorer.

I viderefører så ikke virksomheden i familien. Hvad har I gjort jer af tanker om det?

”Det at være ejer af en maskinforretning skal være det, man vil og brænder for. Det skal man godt nok være med på. Der er ingen af vores børn, som har den helt store interesse i, at det er den måde, som de vil leve deres liv på. Det har jeg eller Søren det ikke svært ved. Det der med, at det absolut skal gå i arv, det har vi overhovedet ikke haft med i vores beslutning. Havde der stået en(fra familien), som absolut ville det her, så var sagen anderledes. Det har jeg det ikke det store problem med. Det, som jeg ville have haft et problem med, det var, at det gik ud over medarbejderne, at de blev topstyret af folk, som medarbejderne ikke kendte, det ville jeg have det svært med. Det er nogen, som ser lyset med det. Det er ikke mig.”

Har I optioner på, hvor længe I bliver ved og hvornår de så overtager resten?

”Det kommer helt an på fremtiden og deres formåen. Det kan være, at de kommer om to år og siger, at det skal være nu eller om ti år. Og der skal penge til. Det bliver sådan en løbende proces. Vi vil ikke ud af det, men det er en fremtidssikring. Vi skal ikke til at holde. Det er jeg ikke overhovedet klar til. Jeg er bedst bygget til fuld fart frem”, siger Erik Hundahl.

Ændrer det her noget ved jeres vækstplaner?

”Det må jeg hellere lade være med at svare på. Vi har gjort noget det meste af tiden, og det ændrer det her ikke på. Vi har blandet os i mange ting efterhånden, og det er svært at sige, hvad der sker og er i gang i denne branche”.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.