Er dette gentleman-traktoren, der besejrer alle andre?

Dansk internetmagasin om klassiske biler stiller spørgsmålet: Findes der en gentleman-traktor?

Det danske internetmagasin, Viaretro.com, der henvender sig til gentlemen med hang til klassiske biler, har sat sig for at besvare spørgsmålet: Findes der en gentleman-traktor. En del af forklaringen er, at magasinets redaktør selv er flyttet på landet.

Undervejs i artiklen kommer redaktøren, Claus Ebberfeld, naturligt nok ind på Porsches produktion af traktorer og naturligvis også Lamborghini, men det finder han efter kort tid næsten er for forudsigeligt.

Redaktøren dvæler en tid ved en Minneapolis Moline UDLX Comfortractor fra 1938, som angiveligt var verdens første traktor med en lukket kabine og med både varmeapperat, handskerum, radio og cigartænder som standard. Hele ideen var, at traktoren også kunne bruges som en bil.

»Der blev kun lavet 150 af dem, så den er i dag et dyrt samlerobjekt,« skriver redaktøren, der også kommer omkring David Brown, der på et tidspunkt købte Aston Martin fabrikken.

Redaktøren ender imidlertid ved det, som han kalder for traktorernes svar på Rolls-Royce, nemlig schweiziske Hürlimann.

»Ja, dét er mit mærke. Hans Hürlimann var en selfmade entreprenør, og hans kvalitetsstandarder var af højeste schweizerkarat. Krumtappe, aksler, tandhjul og den slags fine sager lavede Hürlimann selv, og alle motorer blev prøvekørt i testbænke inden montering,« skriver Claus Ebberfeld.

»Der er noget særligt maskulint over en Hürlimann, der virker så solid som en schweizisk bankboks. Det er vel det, man kan forvente af traktorernes Rolls-Royce, og sådan en lille Hürlimann D-60 kunne jeg godt se i min have,« slutter redaktøren, hvis indlæg udløste en livlig debat på Viaretro’s læserforum.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.