Europas største maskinhandler solgte 14 nye maskiner hver dag

Tyske BayWa solgte maskiner for over 15 milliarder i 2022.

Med 460 servicebiler fordelt på mere end 170 værksteder er tyske BayWa en gigant indenfor maskinhandel, og regnes i dag som Europas største på sit felt.

Positionen understreges af, at den store landbrugskoncerns maskindivision solgte for mere end 15 mia. kr. i 2022 ifølge regnskabstal fra BayWa-koncernen.

En del af baggrunden for den store omsætning i 2022 var uomtvistelig højere priser på udstyret, men også det faktum, at BayWa fik solgt hele 5.025 nye maskiner på årsplan svarende til 14 hver eneste dag.

På verdensplan regnes tyskerne som den største forhandler af Agcos produkter. På udvalgte markeder er man også en stor Claas-forhandler og kan her kæmpe med Danish Agro’s maskinselskaber om at være blandt de store på salg og distribution af Claas-maskiner.

På brugtmarkedet faldt BayWas salg af traktorer til 1.724 stk., oplyses det.

Mens omsætningen i 2022 steg med ni procent, så steg indtjeningen med hele 44 procent til et driftsresultat på lidt over en halv mia. kr.

Langt hovedparten af maskinhandlerne i Europa opererer i en helt anden skala end BayWa. Danish Agros samlede maskinaktiviteter havde dog en omsætning på seks mia. kr. i 2022, og er en af de spillere, som kommer tættest på.

Som Danish Agro er BayWa også store på kornhandel og en række andre aktiviteter indenfor og nærved landbruget. BayWas samlede koncernomsætning endte i 2022 på ca. 201 milliarder kroner. Bag ved omsætningen havde koncernen mere end 20.000 ansatte fordelt på aktiviteter i 43 lande.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.