Første model af kombipressernes ’kampvogn’ solgt til dansk kunde

McHale Fusion 4 var en af de store Agromek-nyheder, og nu er den første maskine klar til indsats på en dansk maskinstation

Den første slutsolgte McHale Fusion 4 Plus er netop leveret til en maskinstation i Vejle-området efter klargøring hos forhandleren Helms TMT-centret.

Dermed får kunden leveret den irske producents hidtil stærkeste og mest avancerede kombinerede presser og indpakker. 

- Basismaskinen kan du kalde den trofaste ’kampvogn’, mens Plus-versionen er toppen af poppen med isobus. Det bliver de to modeller, vi vil fokusere på ud fra vores erfaring med de forskellige modeller af Fusion 3-serien, sagde produktspecialist Andreas Olsen ved præsentationen af den nye maskine på Agromek.

Denne maskine blev faktisk slutsolgt på Agromek, og Helms TMT-centret kan levere yderligere fem maskiner til denne sæson i den nye serie.

McHale Fusion 2

Solgt igen trods 60.000 baller på tælleren

Nu er McHale, som Andreas Olsen antydede, ikke just kendt for at fedte med materialerne eller vælge de nemme løsninger, og Fusion 4 bygger da også videre på velafprøvede løsninger fra sine forgængere. 

Hvor stærke McHales løsninger er, ses andetsteds i Helms TMT-centret. 

Her er en McHale Fusion 2 under klargøring til en kunde i Baltikum, som trods kombipresserens 60.000 baller på tælleren har givet over 100.000 kroner for maskinen. 

McHale Fusion 4 Plus

Flere baller og mere i ballerne

På den nye Fusion 4-serier er pickuppen nyudviklet og optimerer med sit nye design materialestrømmen videre til snitteren med op til 25 knive. 

Desuden har McHale Fusion 4 mulighed for 1.000 omdrejninger på PTO’en samt en ændret gearing og moment.

Ydermere er betjeningen på en række punkter gjort lettere.

Det giver sammen med andre mindre nyheder på kombipresseren, hvad der svarer til op til 100 kg mere i ballerne under optimale forhold og fire-fem baller mere i timen ifølge de første irske erfaringer med maskinen.

McHale Fusion 4 Plus

Integreret kameravisining på touchskærm

Plus-versionen i den nye serie er som nævnt isobus-kompatibel og kan enten betjenes på traktorens skærm eller med McHales egen Isoplay-terminal med en touchskærm på op til 12 tommer og integreret kameravisning i skærmbilledet.

Det giver blandt andet mulighed for at se billedet fra kameraet på pakkebordet under transportkørsel.

Den første danske køber har valgt Isoplay-løsningen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.