Fagligheden i top ved to dages Velas Maskintræf

Velas venter omkring 2.000 besøgende til Velas Maskintræf ved Bygholm Landbrugsskole i dag, torsdag og i morgen, fredag.

Så er Velas Maskintræf 2022 i gang på arealerne ved Bygholm Landbrugsskole, vel nok landets største maskindemonstration kun overgået af Græsland, som imidlertid kun handler om grovfoder, mens Velas Maskintræf når hele vejen rundt. Dagene kommer til at byde på op mod 40 maskindemonstrationer plus det løse – og dertil masser af stande og udstillede maskiner.

- Vi ved jo godt, at mange har travlt med såningen, men alligevel regner vi med nogenlunde samme tilskuerantal som sidste år, måske cirka 2.000, siger planteavlskonsulent i rådgivningsvirksomheden Velas, Mikkel Brauer.

I forhold til sidste år har fagligheden fået et yderligere løft.

- Ja, jeg tænker, at der er meget nyttig viden at komme hjem med. Blandt andet vil vi gerne vise, at spotsprøjtning ikke er raketvidenskab. Vi har en brugt sprøjte med, så vi får vist, at det sagtens kan lade sig gøre med en ældre sprøjte, siger Mikkel Brauer, der også fremhæver en stor efterafgrødedemonstration.

Her er forskellige blandinger udspredt på forskellige måder før høst og sået efter høst. De er bl.a. udspredt med en bomspreder og en centrifugalspreder for at vise forskellen. På årets Maskintræf vil man også kunne se et åbent minivådområde og få noget at vide om, hvad der skal til for at etablere et.

- Endelig fik vi nogle erfaringer sidste år, og vi er blevet lidt klogere på, hvordan hele området kan udnyttes, så det bliver mere publikumsvenligt. I år behøver man ikke gå så langt, smiler Mikkel Brauer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.