Far-Helms sætter punktum om tre år – sådan set

Familiedynastiet Helms TMT-centret er godt i gang med generationsskifte. Om tre år er den ældste Helms købt ud.

Vi fanger Kristian Helms, mens han spiser morgenmad ved Henne Strand.

Det er faktisk en fridag, og det kan man egentlig godt unde ham efter 40 år i branchen, hvor han som næste generation har været med til at drive familiens maskinhandel sikkert videre.

I dag har Kristian Helms virksomhed, Helms TMT-Centret nået et niveau, hvor maskinhandleren år efter år lander for branchen pænt høje overskud og har placeret sig solidt på Danmarkskortet med afdelinger i både Vest- og Østdanmark -og er godt undervejs med at sikre fremtidens ejerskab.  

”Det er faktisk det, vi sidder og fejrer min kone og jeg. At vi er lykkedes med at lave et generationsskifte. Når man ser diskussioner om arveafgifter, og hvor svært det er at drive virksomheden videre, så er det vildt tilfredsstillende at have to sønner, som er med i virksomheden og er virkeligt dedikerede. Det ville være meget svært, hvis vi ikke havde en velkørende forretning”, siger han og oplyser, at sønnerne løbende har overtaget dele af virksomheden.

Om få år overtager de så endegyldigt hele ansvaret og ejerposten over virksomheden.

”Om tre år er jeg helt ude af det. Det er rart have på plads. Mange af de vigtige beslutninger klarer de allerede i dag”, fortæller han videre.

Er det ikke udfordrende at være en familie, der arbejder så tæt sammen?

”Jo, det er det da, og vi har haft Mercurvi Urval inde over og hjælpe os med konsulentopgaver. Det er godt med andre øjne. Det kan jeg kun anbefale andre – også på et landbrug. Det har vi brugt meget”, siger han.

Sønnerne skal dog ikke forvente, at farmand forsvinder helt ud i billedet, når han er ude af ejerskabet om tre år.

”Nej, jeg sætter mig ikke ud på en golfvogn om tre år. Selv efter 40 år er det sjovt at være i denne her branche. Jeg vil stadig kunne li’ at sælge en skovmaskine, så jeg har ingen planer om ikke at hjælpe til, hvis der er et behov”, siger han.

I går indleverede Helms-familien det nye 2018/19-regnskab, som viste et overskud i stil med året før på den gode side af seks mio. kr. for virksomheden, der beskæftiger omkring 40 ansatte.   

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.