Far på 77 år kørte den automatiske mejetærsker

Familien Stang var de første i landet til at bestille Case IHs nye bud på en selvtænkende mejetærsker. Nu har de kørt første sæson.

Op til årets høst er der for alvor væltet en ny generation af mere eller mindre selvtænkende mejetærskere ind på det danske marked.

Blandt de store mejetærskermærker som Claas, New Holland, Case IH, John Deere og MF/Fendt er der alle steder kommet en række funktioner ind, hvor mejetærskeren indstiller sig selv undervejs.

Familien Stang på Kildegård ved Nr. Alslev på Falster er blandt dem i dansk landbrug, som er først på trenden.

Michael Stang driver gården med 300 hektar planteavl, men hjælpes stadig af sin 77-årige far Elmer Stang i marken. Og Elmer har kørt de fleste af årets omkring 130 høsttimer i marken.

Ud over at den nye Axial Flow 250 med Case IHs automatiseringssystem Harvest Command har skåret 20 høsttimer af arbejdet på gården, er det også en tilfreds køber, der gør status over veloverstået høst af både korn, raps og frøgræs.

»Den har lavet et rigtig godt stykke arbejde. Der har ikke været noget. Den har leveret en god vare, og vi har fået bedre kapacitet«, siger han.

Harvest Command-funktionerne, der betyder, at maskinen selv justerer tærske- og rensesystemet og den selvoprettende soldkasse i en række kornafgrøder, får ligesom faderen ros af Michael Stang.

»Der, hvor vi kørt med det – i hveden – virker det fint. Den optimerer maskinen hele tiden med fremdrift og stiller soldene. I år har der ikke været stor variation på markerne«, siger han og tilføjer, at høståret dermed ikke har budt på de mest ekstreme udfordringer på maskinen.

»I et år med stor variation fra lerbakkerne og ned i det lave, vil du rigtig kunne se, hvad den kan. I år har der været en god mængde hele vejen rundt«, siger han.

Hvordan virker det ift. ikke at køre med det?

»Du udnytter maskinen 100 pct. i forhold til, hvad du har indstillet den til. Når du selv kører over en lerknold, hvor der ikke er så meget på, så opdager du det ikke lige så hurtigt, som den gør, og dermed får du udnyttet maskinen noget mere«.

Sej far

Systemet kan i dag bruges i nogle udvalgte afgrøder. Græsfrø er stadig for fint i forhold til, at teknikken kan følge med. 77-årige Elmer Stang kunne dog godt.

»Jeg er stolt af min far. Han bliver 78 år til oktober og tager udfordringen op med helt ny teknik og kører alligevel. Var der noget, så hoppede jeg på ATVeren, og så finjusterede vi det, og så kørte vi igen«, lyder det fra sønnike.

Faktaboks

3 detaljer :

  1. Den nye: Axial Flow 250-serie erstatter modellerne 7240, 8240 og 9240. 
  2. Leveres :med det automatiserede høst-system, AFS Harvest Command, som fås i forskellige udgaver. 
  3. Maskinen: kan f.eks. selv ændre på rotorhastighed, ledeskinner i rotoren, blæserhastighed og soldåbninger i den mest avancerede udgave. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.