
Den danske producent af vandingsmaskiner, Fasterholt er også til stede på Agritechnica i Hannover, og inden længe bliver Tyskland en form for hjemmebane, da virksomheden vil åbne et tysk salgsselskab.
»Strengt taget er det ikke officielt udmeldt endnu, men vi regner med, at Fasterholt GmbH er en realitet om to til tre måneder, når det hele falder på plads. Det tyske marked er stort, men vi får for lidt ud af det. Det skal et tysk salgsselskab ændre på«, siger salgs- og eksportchef hos Fasterholt, Steen Alexandersen, der tilføjer, at det endnu ikke er besluttet i hvilken tysk by, at selskabet skal have base.
I det hele taget er der virkelig gang i virksomheden, der nu har indhentet det meste i forhold til tørken forrige sommer og også tørkeperioden i foråret, hvor telefonerne igen kimede hos Fasterholt.
Mere om dette tema
»Derfor har vi inden for den seneste måned ansat 18 nye medarbejdere i produktionen, så nu kan vi følge med efterspørgslen«, siger Steen Alexandersen.
At det går godt for Fasterholt, understreges også af, at man netop har solgt hele 110 styk af de små Bording vandingsmaskiner til Honduras i Sydamerika.
På Agritechnica er Fasterholt til stede med en af mærkets nyeste vandingsmaskiner, den enkle og billige Fasterholt GT 12 med op til 550 meter slange på 110 millimeter.
Relaterede artikler
Kommentarer