Fem danske pløjere forsvarer Danmark i Sverige

LandboUngdom sender i år fem danske pløjere til det nordiske mesterskab i pløjning på Apertin Country House 20 km nord for Karlstad i Sverige. Det nordiske mesterskab afholdes sammen med det svenske mesterskab i pløjning 24.-25. september 2016.

For første gang er der seniorer med til det nordiske pløjemesterskab. Fra Danmark deltager Michael Balle, Odense og Peter Lindberg Nielsen, Hobro i det nordiske pløjemesterskab for seniorer med standard plove. De to pløjere kvalificerede sig til stævnet ved DM i pløjning på Kragerup Gods 2015. Micahel Balle har deltaget i det nordiske juniormesterskab i 1986.

Tidligere var det kun et Nordisk Juniormesterskab i pløjning, men LandboUngdom Danmark har i samarbejde med de nordiske pløjeorganisationer besluttet at afholde et nordisk mesterskab for senior pløjere, der pløjer med standardplove. Senior pløjere, som pløjer med vendeplove, har i mange år kunnet kvalificere sig og deltage i EM for vendeplove, men der har ikke været et internationalt stævne for standard senior pløjere.

I det nordiske junior mesterskab for standardplove deltager debutant Rasmus Hindsgavl, Årslev og Martin Lindberg Velling, Hobro. Martin vandt det nordiske juniormesterskab i 2014 i Finland. Med vendeplov deltager Rasmus Pedersen, Holstebro, som også var med i 2014.

Far og søn til nordisk mesterskab sammen

I Hobro hos Peter Lindberg Nielsen og Martin Lindberg Velling er pløjning en stor fælles interesse. Far og søn går meget op i pløjning, og nu skal de deltage i det nordiske mesterskab sammen dog i hver sin klasse. I værkstedet og på træningsarealet bliver der nørdet med finpudsning af indstillingerne, så pløjningen bliver perfekt.

Erfarne trænere

Tidligere VM pløjere Hardy Andersen, Holstebro og Kurt Nørrisgaard, Ullerslev er trænere for de fem pløjere og vil under konkurrencen være dommere, da alle lande bidrager med dommere under konkurrencen. Både Hardy og Kurt har mange års erfaringer med pløjning på internationalt plan, så de kan give de danske pløjere gode råd og vejledning under træningen forud for konkurrencen.

Forud for turen til Sverige har det danske team holdt møde i Hobro, hvor de har mødt hinanden og fået aftalt, hvordan de f.eks. kommer til Sverige med deres traktorer og plove.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.