Fem vilde opfindelser kæmper om at blive årets robot

Robot med luftgeværer til skadedyrsbekæmpelse kæmper med aspargeshøster og en altædende robot-ged om at blive årets robot.

I dag starter den internationale robotmesse FIRA i Sydfrankrig med seminarer og demonstrationer af den nyeste robotteknik til markbruget.

Desuden kåres årets markrobot af en international jury bestående af både landmænd, forskere og udviklere. 

Kravene til kandidaterne er, at de er lanceret i 2022 og kan købes eller lejes på rent kommercielle vilkår i år af ganske almindelige landmænd.

Ud af et felt på 16 kandidater har juryen udpeget fem finalister, og disse fem bud på årets markrobot viser meget godt status og spændvidde på det aktuelle robotmarked.

Høstrobot til tomater

To tendenser er tydelige. 

For det første fokus på meget tabsvoldende ukrudt og skadedyr, hvor mekaniske eller semimekaniske metoder afløser kemiske løsninger.

For det andet at aflaste bedrifter med meget stort manuelt arbejdsbehov til høstopgaver.

Især i det sidste tilfælde kræves ofte meget komplekse og avancerede robotter samt store investeringer.

Men se med her, når de fem finalister præsenteres.

AvL Motion høstrobot til asparges

Fuldautomatisk aspargeshøster

Første kandidat er aspargeshøsteren AvL Motion Compact S9000 fra Holland. 

Den er i stand til at selv at af- og tildække aspargesbedet, finde høstklare asparges og skære og lagre dem. 

Den drives frem af en 33 hk stærk dieselmotor og kan køre op til 3,6 km/t på sine bælter, men tilpasser selv farten til mængden af asparges. 

Robotten kræver en operatør til at vende den i enderne af marken. 

Prisen er tre millioner kroner.

Exobotic Technologies Land-A2 robotplatform

Udskiftelige batterier

Næste kandidat er Exobotic Technologies Land-A2, som er en firehjulet multirobot med fleksibel rammekonstruktion til primært planteskoler, frugtplantager og vingårde med variabel rækkeafstand. 

Robotten drives frem af udskiftelige batterier. 

Den hollandske robot har en startpris på 350.000 kroner.

Naïo Jo lugerobot

Satser på vin

Franske Naïo Jo kører på bælter og er også en multirobot til jordbearbejdning og ukrudtsbekæmpelse især i vingårde og plantager. 

Den eldrevne robot koster fra 750.000 kroner og opefter.

Nexus Robotics lugerobot

Robot-ged æder alt

Navnet siger det hele med Nexus Robotics la Chèvre. 

Chévre betyder nemlig ged, og robotten på bælter kan 24-7 kan finde og fjerne ukrudt i stort set alle typer af afgrøder ved hjælp af avanceret kamerateknologi og bruger neurale netværk til at skelne mellem ukrudt og kulturplanter. 

Deraf navnet: den er altædende som en ged. 

Den dieseldrevne hjulrobot sælges kun i USA og Canada og koster 3,4 millioner kroner eller kan lejes for 340.000 kroner årligt.

InsightTRAC Rover

Svært bevæbnet skadedyrsbekæmper

Sidste kandidat er InsightTRAC Rover fra USA, som er målrettet skadedyrsbekæmpelse i mandeltræsplantager, hvor den både finder og nedkæmper skadedyr med bionedbrydelige projektil-piller, affyret af to til fire trykluftvåben. 

Den eldrevne robot til 1,45 millioner sælges kun i USA og Canada. 

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.