Fleksible finske såmaskiner hitter

Finske Multiva har lanceret nye såmaskinemodeller, i alt fire nyheder med både mekanisk og elektrisk udsåning.

Det er ikke mindst såmaskinernes fleksibilitet og mange muligheder, der gør, at den finske producent, Multivas, seneste nyheder har vakt opmærksomhed hos danske landmænd, både på Agromek sidste år og ude hos forhandlerne.

Multiva-såmaskinerne kan så både direkte i stub samt i harvet eller pløjet jord og ifølge producenten med stor præcision under alle forhold. Interessen er øget med introduktionen af de nye Multiva EVO- og e-modeller, og det har man blandt andet mærket hos CN Maskinfabrik i Tiset.

- Allerede inden Agromek startede vi salget af de nye modeller til levering i foråret 2023. Startskuddet til de fleste salg var demokørsler i efteråret 2022 med Multiva FX såmaskinen, siger Erling Schmidt, CN Maskinfabrik.

Det øgede salg af de nye e-modeller skyldes ifølge Erling Schmidt blandt andet, at de alle er Isobus-forberedte, hvilket forbedrer brugervenligheden og giver mulighed for betjening via traktorens Isobus-skærm. Dette sammen med den elektriske udsåning gør det muligt automatisk og trinløst at justere udsædsmængden af såvel såsæd som gødning. Multiva e-modellerne har som standard udstyr for præcisionslandbrug, hvor maskinerne via data fra markkort og GPS kan kontrollere udsåningen af såsæd, gødning og småfrø fra det indbyggede småfrøsudstyr.
De nye modeller, Cerex EVO og Forte EVO, som har mekanisk udsåning samt eCerex og eForte med elektrisk udsåning erstatter de tidligere Cerex og Forte FX-modeller.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.