Forår betyder vejarbejde: Slidte veje skal repareres

Knap 10 procent af alle danske veje bliver de kommende måneder ramt af vejarbejde, oplyser Vejdirektoratet.

De danske trafikanter skal det næste stykke tid forberede sig på at ramme ind i en del vejarbejde. Foråret er så småt skudt i gang. Det betyder bedre vejr, og det betyder mere vejarbejde.

Vejdirektoratet oplyser, at 325 kilometer vej i den kommende tid skal vedligeholdes. Det svarer til næsten 10 procent af samtlige af de veje, der udgør det danske statsvejnet på 3796 kilometer.

Selvom det umiddelbart kan komme til at genere danskerne, så er vejarbejdet også sat i værk for for at gavne bilisterne, påpeger Vejdirektoratets trafikdirektør, Niels Tørsløv.

"Alle veje skal vedligeholdes en gang imellem. Vejene bliver slidt ned og belastet, og hvis vi ikke holder dem vedlige, så går de i stykker," siger han.

Vejarbejdet kommer primært til at bestå i at lægge ny asfalt, lappe huller i vejene og styrke betonkonstruktionerne på landets mindre broer. Samlet set fordeler arbejdet sig på 63 forskellige strækninger fordelt på hele landet, samt 37 arbejder på små broer.

Det bliver dermed svært for vejarbejderne at undgå at genere trafikanterne.

"Men vi har stor fokus på både at gøre det så effektivt som muligt og også på en måde, så trafikken kan komme frem. Noget af vores arbejde ligger også om natten og i weekenden - netop for at ramme trafikken mindst muligt," siger Niels Tørsløv.

I løbet af denne måned vil de første vejarbejder begynde, og derfra vil Vejdirektoratets folk være at finde på de danske veje i de kommende måneder, hvor vejret gør det muligt at arbejde effektivt.

For at forberede sig på forsinkelser eller eventuelt undgå dem, opfordrer Niels Tørsløv trafikanterne til at holde sig opdaterede på Vejdirektoratets hjemmeside, trafikken.dk, hvor der kan findes oplysninger om, hvor vejarbejderne finder sted.

/ritzau/

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.