Fords legesyge arbejdshest

Fri leg: Ford Ranger Raptor kan sættes elektronisk op til mudder, sand, klipper, grus og meget andet.

Ikke bare en arbejdshest til gården. Men også en fremkommelig pick-up til dem, som foretager sig noget spændende i deres fritid. Det er nogenlunde tanken bag Ford Ranger Raptor, som dukker op i Danmark i september for at imponere med sine 213 dieselheste, et anstændigt drejningsmoment og en 10-trins automatgearkasse.

Ford Ranger Raptor er en alsidig og højtydende udgave af Europas bedst sælgende pickup, Ford Ranger, og den forventes på det danske marked i september med en biturboversion af Fords 2,0-liters EcoBlue-dieselmotor med 213 hk og 500 Nm drejningsmoment samt producentens nye 10-trins automatgearkasse.

I forhold til en Ranger XL er frihøjden øget med 53 millimeter og sporvidden er øget med 150 mm. Vadedybden er på 850 mm.

Særligt til de eventyrlystne byder Raptors såkaldte Terrain Management System på seks forskellige Drive Mode-køreindstillinger, nemlig en normal og komfortabel indstilling, sport mode til mere engageret kørsel, grass/gravel/snow mode til løst underlag, en indstilling til mudder og sand, rock mode til kørsel på klipper og endelig »Baja mode« til højhastigheds-offroading ligesom i det velkendte californiske Baja-ørkenrally.

Og til mere almindeligt brug: Anhængervægten er 2500 kg, mens ladet måler 1560 x 1575 mm.

Ford Ranger Raptor ventes til Danmark september til en pris på 373.400 kr. ekskl. moms og 452.540 kr. inkl. moms.

Ford Ranger er Europas mest solgte pickup. Ford har i første kvartal af 2019 solgt 13.600 Rangers – en stigning på 15 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.