Forhandlere om egne maskiner: Disse tre tyske mærker er helt i top

De tyske maskinhandlere har sat interessante karakterer på deres egne mærker – og så kan du også læse mere om den tre-cifrede millioninvestering i AgroIntelli i maskinernes eget nyhedsoverblik.

God mandag morgen,

Måske har du været godt og grundigt på efterårsferie med ungerne.

Fortvivl ikke – om få minutter har jeg taget dig med rundt i en nyhedsbriefing af seneste nyt fra maskinfronten.

Denne gang skal vi bl.a. en tur til Tyskland og se nærmere på, hvilke mærker indenfor landbrugsmaskiner som dem, der går og sælger og servicerer dem til daglig maskinhandlerene, er mest tilfredse med.

Jeg kan afsløre, at der er solide mærkenavne i både top og bund af undersøgelsen – og at ingen af mærkerne bliver hængt ud for at være helt til rotterne.

Først skal vi lige forbi et par aktuelle historier fra en uge, der trods efterårsferie var overraskende fyldt med nyheder.

Vi starter i den glade ende:

Skyder 108 mio. kr. ind i Robotti-vækst

Igennem de sidste fire-fem år har der været meget fokus på start-virksomheden AgroIntelli og deres arbejde med at udvikle robot, der skal erstatte noget af det allermest velkendte ved landbruget: landmanden og hans traktor. Den selvkørende robot Robotti har i den grad fået en saltvandsindsprøjtning efter, at kapitalfonden Nordic Alpha Partners og regeringens nye grønne fond, Danmarks Grønne Fremtidsfond tilsammen skyder 108 mio. kr. ind i projektet.

Læs reaktioner og mere om historien her:

Trecifret millionbeløb skudt ind i dansk landbrugsrobot

Husejer til opstartssucces: Vi er vildt stolte over den store investering

Ekspert i landbrugsvirksomheder: AgroIntelli rammer plet på mange måder

Dansk gyllevognsproducent erklæret konkurs

Og så desværre til en meget trist nyhed. AP Gyllevogne gik forleden konkurs. Landbrugsmaskinproducenten fra Nykøbing Mors opererer ellers indenfor en del af maskinbranchen med medvind på cykelstien i de senere år, hvor Samson har eks. ekspanderet i stor stil og Gøma har startet sin egen produktion.

Kort før konkursen blev AP Gyllevogne omdøbt til selskabet Datoselskabet af 10. oktober 2020 A/S – og så må fremtiden jo så vise, hvad det egentlig kommer til at betyde.

AP Gyllevogne fik i øvrigt den finansielt meget stærke koncern Euro Steel som en af ejerne, men ifølge selskabsregistreringerne gik Euro Steel ud af ejerskabet igen allerede kort inde i 2020.

Læs kortfattet artikel om konkursen her:

Dansk gyllevognsproducent er under konkurs

Krone topper – og svenskere i bunden

Og så til emnet bag dagens overskrift. Den handler om, hvorvidt de tyske maskinhandlere er tilfredse med deres egne maskinmærker. Historien har jeg fundet i den nyeste udgave af det tyske teknikmagasin Profi.

Og hvad mener de så?

Ud fra spørgsmål i 15 forskellige kategorier kunne maskinmærkerne score mellem 0 og 20 point. Lå pointscoren indenfor seks point, så endte mærket på et ’mangelfuldt niveau’. Fra 6 til 10 point hed det sig, at der rådede ’tilstrækkelighed’ og fra 10 til 14 endte man på et ’tilfredsstillende niveau’, mens topkarakterer væltede ind fra 14 til 18 og betegnelsen ’god’, mens det absolutte topniveau blev nået mellem 18 og 20 point og ’rigtig god’.

Topscoreren blandt alle mærkerne blev Krone med 16,7 point.

På anden- og tredjepladsen fulgte Horsch og Claas lige i hælene med et niveau omkring 16 point. Mærker som Fendt, Lemken, Siloking, Pöttinger, Agco(generelt) og Kramer nåede alle over 14 og dermed ’god’.

I undersøgelsen kommer alle mærker derefter faktisk indenfor kategorien ’tilfredsstillende’. Her klarer mærkerne Rauch, Grimme, Maschio, Deutz-Fahr, Amazone, Köckerling, Weidemann, Strautmann og Schäffer sig i det, som man kan betegne som midtergruppen. Nederst kommer Kuhn, Kverneland, CNH og Väderstad – dog alle indenfor den nævnte gruppe, hvor forhandlerne er ’tilfredse’.

Ny traktorserie fra Kubota

Vi blev i den forgangne uge også beriget med en ny traktorserie. De små landbrugstraktorer er et stort segment på europæisk plan, og her er en af specialisterne i mindre og mellemstore traktorer, Kubota også klar til at sætte et nyt stød ind. Kubota lancerede onsdag formiddag på et større – online selvfølgelig - pressemøde en ny M6-serie, der starter med mindste model på 123 hk i M6122-modellen, fortsætter med 133 hk på M6132 og slutter med 143 hk på den nye M6142-model. Med en venderadius på bare 4,5 meter er det en ganske smidig traktor. Den forventes til Danmark i løbet af december.

Se her: Her er Kubotas helt nye traktorserie

Undgå rotter og tyve i maskinhuset

Og så slutter vi nyheds-rundgangen af med nogle solide tips mod ubudne gæster i maskinhuset.

Hen over weekenden er der nemlig ankommet en lidt anderledes historie i min mailboks.

Landmand Kjeld Andreasen er rigtig træt af rotter i maskinhuset. Midt i tristheden over et rotteangreb på mejetærskerens ledninger, så fik han ideen til at lave en rottefrizone omkring mejetærskeren med sit eget lille design på en indhegning omkring maskinen. Zonen er nu blevet til et produkt og firmaet Dansk Rottesikring I/S.

Det er desværre ikke kun rotter, som vi kæmper med rundt omkring i maskinhusene for tiden. Bølgen er i gps-tyverier er ikke ovre, og i de seneste uger er der meldt om nye tyverier i det sydjyske område.

DM&E sendte torsdag en historie ud, hvor Christian Østergård, vicepolitiinspektør i Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsesenhed, mener, at maskinproducenterne fremover må ind og hjælpe med at sikre udstyret bedre.

”Når man som maskinstationsejer køber landbrugsmaskiner til flere millioner kroner, har man en forventning om, at producenterne hjælper til at sikre udstyret. Det kan ikke være rigtigt, at når man køber en ny maskine, så får man en nøgle, man kan bruge til flere maskiner af samme type,” lød det bl.a. fra politimanden. Læs mere om hans syn på sagen og få gode tips til at undgå tyvene i historien her:

Efter nye gps-tyverier: Det duer ikke, at de bare kan bruge samme nøgle

Det sker:

I dag mandag rykker borgmesteren i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard ud i Agro Food Park, hvor han vil være med til at kaste officiel glans over det faktum, at AgroIntelli har fået nye investorer.  

I Toftlund kan der ses nye maskiner i kartoffelmarkerne, når Grimme Skandinavien afholder et af arrangementerne på deres 2020 demo-tour hos Peter og Karsten Thyssen fra kl. 12-15 mandag. 

Lidt længere ude i fremtiden – fra 30. oktober – har jeg med svenske ATL som kilde opfanget en interessant maskinauktion på nettet. Det er den engelske traktorsamler Imbert May, der sælger 566 objekter over to dage. Samlingen tæller bl.a. en lang række mere eller mindre sjældne traktorer såsom denne Ford FW-60.

Ha’ en fortrinlig uge!

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.