Forundret over corona-stop: Traktorkørekort er nok det mest corona-venlige

Til kørekortsprøven kører motorsagkyndig efter en traktor. Alligevel kan det ikke lade sig gøre.

Der er ved at opstå et større coronaproblem, som ikke har optaget meget spalteplads i corona-debatten.

Med corona som årsagsforklaring er teori- og køreprøver også indstillet på traktorområdet. Det stiller maskinstationsejer og medlem af bestyrelsen for DM&E Helle Lundsgaard sig uforstående overfor.

”Rent praktisk giver det ikke mening, at der ikke er mulighed for at afholde traktorkørekort-prøve, da det nok i forvejen er det mest corona-venlige kørekort at tage. Den motorsagkyndige kører i sin bil efter traktoren, og derved er der ikke nogen risiko for smitte, som ikke kan håndteres med almindelige forholdsregler. Teoriundervisning og teoriprøven kan afholdes online, på samme måde som en stor del andre eksamener afholdes nu,” siger Helle Lundsgaard i en pressemeddelelse fra DM&E.

Hun har selv en større udfordring på sin egen maskinstation Egekærslund Maskinstation på Fyn, da hun har en elev ansat, der skulle have været til teoriprøve til bilkørekort lige før jul.

”Men de er aflyst, og vi ved ikke, hvornår det bliver genoptaget. Det er dybt frustrerende. Pt. ville jeg gerne ansætte en elev yderligere, men da han som minimum ikke har traktorkørekortet, kan jeg ikke bruge ham,” fortæller hun.

DM&E frygter nu, at situationen hos den fynske maskinstation langt fra står alene og at en stor del af landets maskinstationer kommer til at mangle elever – ikke mindst op til sæsonen i marken, hvis der ikke ændres på reglerne.

 

Skaber de manglende muligheder for at tage traktorkørekort også problemer på dit landbrug eller maskinstation? Skriv en mail til Christian Juel Jørgensen på cjj@landbrugsavisen.dk og fortæl din historie.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.