Fra arkivet: Husker du Ford 7710 kom til verden?

Større motorer, bedre brændstof-økonomi, firehjulstræk og synkroniseret gearkasse var nogen af forbedringerne på Fords Serie 10 traktorer.

Vi er tilbage i oktober 1981 og har på side 39 i Landsbladet fundet nyheden om Fords nye serie 10 traktorer. 

"Større motorer, bedre brændstof-økonomi, dobbelt hydraulik-system, firehjulstræk og synkroniseret gearkasse er de væsentligste nyskabelser på Ford’s Serie 10-traktorer, som det nye modelprogram af 3- og 4-cylinderede traktorer officielt benævnes. Serien omfatter i alt otte basismodeller med motor-effekter fra 30 til 72 kW", står der i Landsbladet. 

Nykonstrueret motor

For alle modellernes vedkommende var der tale om en nykonstrueret motor, der på flere væsentlige punkter adskilte sig fra motorerne i de eksisterende modeller.

De nye motorer var ikke alene større og kraftigere, men via en ændring af bl.a. topstykke og selve brændstofsystemet havde de også en langt bedre brændstof-økonomi. 

"Foreløbige afprøvninger indikerer et brændstofforbrug, der i gennemsnit ligger seks pct. lavere", står der. 

De nye motorer havde naturligvis også en øget effekt. Dette gjaldt specielt for de 4-cylindrede modeller 5610, 6610, 6710 og 7710, sidstnævnte i øvrigt med turbo.

For disse fire modeller opgives den maksimale PTO-effekt til henholdsvis 49, 54, 54 og 65 kW.

 

Klik på billedet for at læse hele nyheden fra 1981. 

 

Synchroshift gearkasse

De nye Serie 10 traktorer kom også alle med den nye synchroshift -gearkasse, som var standard på alle modeller.

"Basis-gearkassen rummer 8 frem og 4 bakgear og kan på de 4-cyl. modeller udbygges med Fords velkendte Dual Power, som betyder en fordobling af gearantallet", står der i Landsbladet.  

Dual Power var i øvrigt standart på den største model 7710.

På de nye Serie 10-modeller var der også lavet enkelte designmæssige ændringer i bl.a. udformningen af kølerhjelmen, som gav lettere adgang til luftfiltret. 

De øvrige modeller i Fords nye program havde modelbetegnelserne 2610, 3610, 4110 og 4610 og var alle 3-cylinderede. 

 

Har du selv haft nogle gode - eller mindre gode - oplevelser, så skriv gerne til os på cjj@landbrugsmedierne.dk - og send gerne dine bedste billeder og videoer med Fords 10-serie - hvis vi må bruge dem.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.