Frontfigur for solide svenske harver: "Først og fremmest skal man gøre, hvad man kan"

Ugens profil: Mød salgschef Asger Jørgensen fra Väderstad Danmark. For ham er udvikling afgørende, og det er hans egen løbebane også præget af.

Umiddelbart lyder det som om, Väderstad Danmarks danske salgschef, Asger Jørgensen i kraft af interesser og holdninger er af den gamle skole, men man skal ikke tage fejl – han går også højt op i udvikling, og det gælder både landbrugets maskiner og ham selv som person.

Asger Jørgensen er uddannet agrarøkonom fra Dalum Landbrugsskole og valgte den traditionelle vej igennem landmandsuddannelsen fulgt af et år på en planteavlsfarm i Minnesota i USA. Derefter fulgte fem år som driftsleder på en ejendom ved Faaborg på Fyn.

”Det var et dejligt job, hvor jeg passede planteavlen, som altid har haft min interesse. I planteavlen er man ikke herre over alle parametre for at opnå et godt resultat. Men mit fokus har altid været at være omhyggelig med de ting, man har indflydelse på. Eksempelvis at sørge for at plov eller harve er indstillet korrekt, sådybden er den rette osv. Så har man selv gjort, hvad man kan for at opnå et godt resultat”, funderer han.

Igennem hele arbejdslivet har han arbejdet med landbrug, men af og til på en ny måde – og altid med en tanke om, at landbruget kunne han altid vende tilbage til.
Det var også lyst til at prøve noget nyt, der i 2005 førte til ansættelse på landbrugsmediet Effektivt Landbrug. Det var en ny måde at følge landbruget på, og bl.a. med en større berøringsflade med leverandørkredsen til primærlandbruget.

Og så skete der igen noget:

”Da Semler Agro opstod, kunne jeg se, at de bragte nogle interessante tiltag ind i branchen, tiltag som andre aktører efterfølgende også har indført. Jeg blev en del af deres salgsafdeling i 2016 og arbejdede med deres produkter, herunder Väderstad. Og bliver så i 2019 ansat af Väderstad med ansvar for salget i Danmark i parløb med Semler Agro og Herborg Maskinforretning”, forklarer Asger Jørgensen.

Og hvorfor Väderstad?

”Väderstad bygger kvalitetsmaskiner – built to last. Dvs. at en kunde skal have glæde af sine maskiner i mange år. Det stiller krav til kvaliteten, ellers holder maskinen simpelthen ikke. Det passer rigtig godt med min filosofi om at gøre tingene ordentligt”, siger den 47-årige salgschef, der tilføjer, at det er spændende at være i en virksomhed, som også udvikler sig.

”Väderstads politik om at nye maskiner, skal kunne gøre arbejdet bedre og hurtigere, betyder at der konstant udvikles i nye retninger. Et eksempel er Väderstad SeedEye som kan tælle kernerne ved såning af korn. Man kan derved udelukkende fokusere på at så det ønskede antal planter pr hektar. Volumen og variation i kernestørrelse skal man ikke koncentrerer sig om”, lyder det begejstret fra Asger Jørgensen.

Privat er det først og fremmest hans familie, der har hans fokus – hans kone og deres tre døtre og bopælen i Ringe. Og dertil en lille nostalgisk hobby:

”Jeg interesserer mig for biler og har en VW Golf Cabriolet, som jeg går og skruer i – og ikke mindst kører ture i. Jeg har ikke noget sport jeg fast går til, men spiller ind imellem lidt hyggefodbold og cykler. Ellers er der altid noget at lave på mine egne 0,16 hektar- det vil sige haven”, smiler Asger Jørgensen.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.