Greve køber maskin-gazelle

Kendt gulv-mand fra Hammel og greven fra Frijsenborg ejer ud over Horsch-importøren i Danmark nu også specialist inden for kartoffelmaskiner.

I 2013 startede Jens-Aage Jensen sin egen maskinforretning Powtec op fra bunden i Bording Kirkeby.

Seks år og et par Gazelle-priser senere er virksomheden blevet så moden, at den blev et mål for de kendte investorer bag Horsch-importøren Stroco Agro.

Lensgreve Bendt Wedell fra Frijsenborg og Christian Christensen, direktør og ejer af den solide gulvvirksomhed Miko Holding i Hammel, kaster sig nemlig ud i en ny maskininvestering med opkøbet af virksomheden.

Ifølge Stroco Agros direktør Tom Myrdal, der fremover også er direktør for Powtec, bliver der nu sat ekstra salgskræfter ind i virksomheden med målet om at øge salget af Powtecs produkter, der primært henvender sig til kartoffelproducenter med bl.a. AVR’s maskiner i folden.

»Ja, det har vi en klar forventning om«, siger han og ser et vækstpotentiale for maskiner på et område, hvor arealet med kartofler har været stigende i Danmark.

Han forklarer, at opkøbet også skyldes, at ejerskabet i Stroco Agro har udviklet sig ganske fornuftigt.

»De har fået blod på tanden efter mere«, siger han og peger på, at Powtecs set-up minder om Horsch-importørens.

»Det er oplagt at fylde på paletten. Vi har en organisation, der godt kan godt bruge musklerne lidt mere«, siger han.

Sat på til-salg-børs

For Jens-Aage Jensen betyder salget ikke, at han stopper i branchen.

Tværtimod har han forpligtiget sig til at fortsætte i Powtec frem til december 2021.

Posten som formand for maskinhandlerne i Dansk Maskinhandlerforening er han også parat til fortsætte i.

Salget kommer dog ikke som en pludselig opstået idé og mulighed.

»Jeg har igennem de sidste tre år sagt til mine omgivelser, at når jeg fylder 65 år, har jeg ingen ambitioner om at skulle sidde med ledelsesansvar«, fortæller han.

Efter nytår satte han gang i processen. Powtec blev anonymt sat til salg på Virksomhedsbørsen.

»De mødte op to mand. Der var en god forståelse og kemi, som gjorde, at det kunne blive rigtig godt«, fortæller han og erklærer sig tilfreds med forløbet.

»Vi startede fra nul i 2013, og nu får den nogle ejere, som vil udvikle tingene. Det kan jeg kun være tilpas med«.

Faktaboks

Powtec

  • Maskinforretning i Bording Kirkeby i Midtjylland. 
  • Hidtil ejet og ledet af Jens-Aage Jensen. 
  • Overtages nu af investorerne bag Horsch-importøren Stroco Agro.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.