Grimme melder klar til PotatoEurope

På PotatoEurope, der finder sted i midten af september i Tyskland, præsenterer Grimme nye selvkørende optagere for første gang på den internationale messe.

Det er med god grund, at standen er på 400 kvadratmeter, når den tyske maskinproducent, Grimme, stiller grejet op på messen PotatoEurope, der finder sted fra 12. til 13. september i Bockerode nær Hannover. Grimme stiller med alt det nyeste, og ikke mindst de selvkørende optagere kommer til at fylde godt på standen.

Interessen vil ikke mindst samles om det nye flagskib, den firerækkede Ventor 4150 med 530 hestekræfter og en 15 tons tank til kartofler. Optagningsteknikken er baseret på det gennemprøvede »SE-princip«, og den fører sig også frem med det jordskånsomme styresystem med mulighed for krabbestyring.

Den får selskab af den firerækkede selvkørende Varitron 470 Terra Trac, som demonstreres for første gang i den nye Platinum-version. Til stede er også den to-rækkede, kendte Evo 290 med ni-tons tank samt den en-rækkede SE 140 med fire-tons tank.

I forbindelse med specialudstillingen »Alternative metoder til bekæmpelse af ukrudt«, som blev udført af den tyske landbrugsforening DLG, præsenterer Grimme endelig den to-rækkede økohypper fra GH-serien. Og indenfor kartoffelæggere bliver den otte-rækkede, klapbare kartoffellægger type GL 860 Compacta med seks-tons tank præsenteret.

På den 400 kvadratmeter store stand vises også de nyeste tiltag inden for den web-baserede kundeportal myGrimme, maskinportal for brugte maskiner med mæglerfunktion samt de forskellige servicepakker til selvkørende maskiner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.