Gul tærsker-pilot fik hjælp fra de grønne

Fire mejetærskere blev dagens helte, da Heine Kjeldgaard måtte leje en ekstra gul mejetærsker og bede nabo, venner og familie om hjælp - på kryds af mærker.

Som høst-soldater i formation, blev fire mejetærskere af forskellige mærker sat i aktion på Mors, da Heine Kjeldgaard skulle høste de sidste 30 hektar almindelig rajgræs ud af et areal på 60 hektar. Her blev det ikke diskuteret, om det skulle være en New Holland, John Deere eller Claas.

»Jeg kunne ikke nå den sidste høst inden regnen, hvis vi kun var to mand. Jeg var en af Danmarks lykkeligste landmænd i går, fordi vi nåede at blive færdige (mandag, red.)«, lyder det fra Heine Kjeldgaard.

Markdriften på 520 hektar driver han med sin far Kristian Kjeldgaard. Foruden gårdens egen New Holland Cx 8.90, hvor Heine Kjeldgaard var forreste pilot, var en lokal landbrugskollega i sin Claas 760, dernæst en lejet New Holland CX 8080. Sidst i troppen var bror Thyge Kjeldgaard i sin John Deere T670i.

»Jeg er meget taknemmelig for, at vi kan hjælpe hinanden i landbruget, både venner og kolleger. Samarbejdet gik super godt. Sammenholdet blandt landmænd er specielt«, siger Heine Kjeldgaard.

Ud over de fire mejetærskere var der også kolleger, venner og hans far, der hjælp til med at køre fra og lægge frø på lager.

»Der var flere biler langs vejen, der stoppede op og tog et billede. Det sker ikke så ofte, at der er fire mejetærskere på én gang. Det var opsigtsvækkende«, lyder det med et grin.

Faktaboks

Fakta

  • Markdriften på 520 ha driver Heine Kjeldgaard med sin far Kristian Kjeldgaard på Mors
  • Høst af almindelig rajgræs gav et udbytte på tre ton råvare pr. hektar - langt over forventningerne

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.