Gylletanke kollapset før: Kan det ske igen?

Sidste uges kollapsede gylletank i Jordrup ved Kolding viser sig at være nummer tre inden for de sidste fire år.

Mandag kollapsede en Muleby-tank fra 1985 i Jordrup ved Kolding, og det viser sig, at to andre Muleby-tanke bygget i midt 80-erne tidligere er kollapset på lignende måde.

De to ulykker skete i 2011 i henholdsvis februar og september. Ifølge begge ejere, som Landbrugsavisen.dk har snakket med, havde tankene bestået tidligere kontrol uden alvorlig påtale. De var altså begge højst overraskede, da tanken kollapsede. Begge er nu uden for erhvervet og ønsker ikke at udtale sig til citat.

Lovgivningen er siden de to kollaps i 2011 ændret, så gylletanke, der ligger under 100 meter fra et vandløb, skal have gyllealarm.

Problem ved kabler?

Muleby hører i dag under Perstrup, som også er med til at udføre kontrol hvert 10. år på en del af landets cirka 40.000 gylletanke. Muleby-tanken produceres dog ikke længere.

Hos Perstrup oplever man særlige udfordringer med Muleby-tankene fra 1980'erne.

"Dengang brugte man kabler, der er 9,3 mm i tykkelse, mens det vi som minimum bruger i dag er 12.5. Derfor skifter vi også de gamle tynde kabler, når de brister, til nogle tykkere, som vi ikke oplever lignende problemer med," siger Lene Konrad Lassen, produktionsafdelingen i Perstrup.

Hun fortæller også, at det kan være svært at opdage rust på de gamle kabler, da gylletankene fra den periode havde en skjult lås, hvor der kunne ligge vand. Perstrup bruger ikke selv den type lås på sine kabler.

I den kommende uge skal den kollapsede gylletank i Jordrup undersøges nærmere, og på nuværende tidspunkt vil miljøstyrelsen ikke at udtale sig om, der er særlige problemer med Muleby-tankene.

"Vi kender til sagen og følger den tæt," erklærer Miljøstyrelsen overfor Landbrugsavisen.dk.

I 2006 udsendte Teknologisk Institut denne vejledning til landmænd om vedligeholdelse af gylletanken.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.