Højteknologisk Kverneland-plov sælger godt

Kverneland har solgt tæt ved 50 eksemplarer af den avancerede i-Plough, og producenten konstaterer en renæssance for ploven.

Allerede under udviklingen var der stor interesse omkring Kvernelands avancerede i-Plough. På internationale messer blev den nytænkte liftophængte vendeplov vist frem sammen med en svensk superbil, og forventningerne var store. Nu har den været på det danske marked i to år, og interessen har vist sig at holde.

»Vi har nu solgt næsten 50 af dem i Danmark, og det er jeg sikker på blandt andet skyldes, at mange igen har fået stor fokus på pløjningens kvalitet. Vi vurderer, at ploven er ved at få en renæssance som et af gårdens vigtigste redskaber, og der er kæmpe fordele ved at optimere sin pløjning, og her tænker jeg ikke kun på plovindstilling«, siger produktchef hos Kverneland, Jesper Svendsen, der tilføjer, at traktorens optimering i forhold til dæktryk og sporvidde, samt sammenspillet med ploven ud fra optimale træklinjer, giver store gevinster i sig selv.

»Plovens indstilling kan give fordele på både brændstoføkonomien, slidet og ikke mindst ukrudtstrykket, hvor en optimalt indstillet plov giver besparelser i kemiforbruget. Dermed er ploven også uundværlig i en eventuel økologisk bedrift. Med i-Plough giver vi brugeren større muligheder for at optimere sin pløjning, da det er nemt, enkelt og sikkert at gøre«, siger produktchef hos Kverneland, Jesper Svendsen.

Kverneland i-Plough, som blev demonstreret forleden under Kvernelands Store Agrodag på Lundsgaard Gods ved Kerteminde, er 100 procent Isobus-styret med bredde, dybde og hældning. Alt kan indstilles fra førersædet i traktoren, ligesom den er forberedt til GPS.

»Det sikrer den lige fure, som er et godt udgangspunkt for lavt trækkraftbehov og optimal plantedækning. Og når indstillingerne kan foretages fra kabinen, er der en større chance for, at man også får det gjort«, siger Jesper Svendsen.

Skift til transportstilling sker også blot ved tryk på en knap. Kverneland tilbyder også et fremskudt landhjul til i-Plough.

Kverneland i-Plough fås i fire-, fem, og seksfurede versioner.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.