Hørte på stor såmaskine lørdag middag – kørte i marken samme aften

Der er vild gang i såmaskinerne lige nu. Lørdag hørte kunde efter såmaskine i storskala hos stor jysk maskinhandler – og fik straks såmaskinen i marken.

Nogle gange skal det bare gå stærkt.
Og sådan var det lørdag midt på dagen, da Erik Hundahl fra maskinforretningen J. Hundahl i Thisted fik maskinstationsejer Viggo Madsen i røret fra Dollerup Maskinstation på samme egn.

Maskinstationen havde i forvejen en seks meter Kuhn Espro i folden, men da forårsarbejdet eksploderer i Thy netop nu, så måtte der gøres noget i fart.  

”Han var bagefter af Pommern til med at få sået. Så snakkede vi frem og tilbage. Så købte han en seks meters Kuhn til - og så tager jeg den gamle i bytte, som han beholder her i forårssæsonen. Det kunne hjælpe med at servicere hans kunder på de her meget travle dage. Og jeg havde maskinen stående. Vi handlede omkring middagstid lørdag – og lørdag aften var han ude at køre”, fortæller Erik Hundahl om handlen med såmaskinen, som nærmer sig millionklassen i værdi.

 

 

LandbrugsAvisen Maskiner møder onsdag ved aftentid traktorfører Kristian Jensen i marken. Han har kørt nærmest i døgndrift i de seneste dage. Og er tilfreds med at køre med den nye såmaskine, som altså fordobler maskinstationens antal af den samme Kuhn såmaskine og ordner såningen på mange forskellige ejendomme rundt omkring i Thy sammen med et seks meters sæt fra Amazone.   

”Den kører rigtig godt og er nem at køre med”, siger Kristian Jensen, inden han skal fylde den med såsæd igen. Han når otte hektar i timen, når han ikke sår på lange stræk uden at køre rundt i forageren.

”Jeg er nok på 30 til 40 hektar i dag, men der er også lange afstande mellem stykkerne heroppe”, siger han.

Maskinstationen skal så omkring 1.200 hektar og ifølge Viggo Madsen har de tre såmaskiner foreløbig klaret to-tredjedele af arealet.

Emneord video

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.