Hardi udvider Twin-serien og viser nye testresultater

Hardi viser på Agromek tredje generation af Twin konceptet i 24 til 30 meter segmentet, og samtidig offentliggøres nye testresultater om afsætning og afdrift.

På Agromek viser Hardi med alle tegn på stolthed den tredje generation af Hardis Twin koncept i form af en ny bomkonstruktion i 24-30 meter segmentet, som er en udbredt størrelse i Danmark.

Den 24 meters Twin-bom, der som de øvrige Twin er beregnet til Hardi Alpha og Commander, har danmarkspremiere på Agromek.

På standen tales der dog ikke mindst om den rapport, som Hardi har bestilt hos Flakkebjerg Aarhus Universitet, og rapportens resultater er netop offentliggjort under Agromek. Rapporten kortlægger Twin-konceptets afsætning af sprøjtemiddel under bommen samt afdrift i sidevind, begge dele i forhold til konventionelle sprøjter.

Det viser sig - og det gælder alle Twin-sprøjter fra Hardi - at man med Twin opnår en 30 procent bedre afsætning af sprøjtemiddel direkte under bommen ved en vindhastighed på tre til fire meter i sekundet og med en hastighed på sprøjten på 12 km/t. Også afdriftsreduktionen er ifølge rapporten markant.

"Det betyder jo alt i alt, at man med Twin opnår en reduktion i forbruget af sprøjtemidler, ligesom det er interessant i forhold til vandløb og miljø", siger Peter Henrik Dahl, der nu er spændt på rapportens videre vej hos myndighederne.

Tredje Twin-generation

Den nye 24 meters Twin, som vises på standen har et centerparti eller skulderparti, om man vil, som svarer til bl.a. centerparten i de større 32-36 meter versioner.

Bommen kan gå under ”nul”, da også den nye Twin er udstyret med negativ tilt, som sikrer den rette bomhøjde i kuperet terræn, og hvis den f.eks. kører på en højderyg.

"Det giver en mere optimal sprøjtning, da den kan sprøjte på et markstykke under eget niveau, og vi ser en stigende efterspørgsel efter denne funktion også i 24 meter bomsegmentet", siger Hardis salgs- og marketingdirektør, Peter Henrik Dahl, der tilføjer, at det kræver, at bommen er udstyret med AutoTerrain bomstyring.

Teknisk set arbejder AutoTerrain med tre, alternativt fem, ultralydssensorer og tre vinkelsensorer. Ultralydssensorerne måler højden over afgrøden mange gange per sekund, og vinkelsensorerne måler bommens, bomophængets og chassisets vinkel. Imens er der styr på de frem- og tilbagegående bombevægelser, som bliver forhindret af en hydraulisk dæmpning med nitrogen.

"Denne tredje generation er med til at forbedre sprøjteøkonomien yderligere for bedriften, da der kan arbejdes med højere kørehastigheder, også i kuperet terræn, uden bommen bliver urolig", siger Peter Henrik Dahl.

Emneord agromek

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.