Hede forårsmåneder klemmer Dal-Bos bundlinje

Produktionen var oppe at køre max med dyre overarbejdstimer for Dal-Bo i 2018.

2017 gav Dal-Bo et historisk overskud på knap ni mio. kr.

Opfølgningen blev langt fra så prangende, selvom der var flot aktivitet i løbet af året for den store danske tromleproducent.

En af årsagerne var en dyr produktion i løbet af foråret 2018, hvor Dal-Bo kørte oppe på den helt høje klinge produktionsmæssigt med en del dyre overarbejdstimer til følge.

”Der fik vi virkelig travlt, og vi ramte tidligt vores produktionsmaksimum, hvilket koster noget effektivitet og arbejdsbetaling”, fortæller direktør Carsten Abel.

Den forholdsvis nybagte direktør kom selv til Dal-Bo i løbet af efteråret sammen med et nyt ledelsesteam som led i et generationsskifte i virksomheden.

Den transformation forklarer også en del af nedgangen til en bundlinje på 2,6 mio. kr. i 2018 i forhold til året før.

”Der har været nogle ekstraordinære omkostninger til det ledelsesskifte, hvor nogle af de tidligere aktionærer er fratrådt. I forhold til det forventede budget tidligt på året, så endte vi ikke på et tilfredsstillende resultat. Men det er ikke kommet overraskende efter, at der blev truffet valget om et skifte”, siger han.

Barsler med vækstplan

Carsten Abel er blevet hentet ind i virksomheden med en fortid i blandt andet lastbilbranchen. Kodeordet til den nye direktør er at levere en ny platform for vækst.

Vækst er dog langt fra en nyhed for virksomheden i Bindeballe vest for Vejle. Bagtæppet er omsætningsfremgang i de sidste ti år fra 70 til 170 mio. kr.

”Vi tror på, at der er et marked for lave meget mere. Men vi er ved at opbygge en stærkere rygrad med ny ledelse, investeringer og en ny vækstplan”, siger han uden, at han er klar til at konkretisere vækstplanen yderligere, mens der fortsat arbejdes på planerne internt hos Dal-Bo.

På den korte bane forventer han en forbedret bundlinje i 2019.

”Vi har primært været fokuseret på at være mere klar til forårssæsonen og køre produktionen jævnt igennem. Vi har nok løftet vores kapacitet med 20 pct. ved at planlægge den bedre. Markedsmæssigt er vi blevet overrasket over, hvor godt der har været gang i den i England og Centraleuropa”, siger han.

For Dal-Bo er 2019 - som for et hav af andre producenter i branchen - også et år, hvor man skal til Agritechnica og lancere nye produkter.

”Vi kommer senere på året med nogle nyheder, som jeg endnu ikke kan fortælle noget om. Men det er klart, at vi øger investeringer i produktudvikling i år. Og det bliver også et fokusområde fremover, at vi vil have en mere styret og jævn innovationsudvikling”, siger han.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.