Helt nyt koncept: 10 ting du skal vide om ny New Holland-tærsker

New Holland har sendt deres helt nye mejetærsker – og hybridkoncept i marken i Skandinavien i denne uge. Vi var med i marken.

1. De hårde fakta


Navn: New Holland CH(Cross Over Harvester) 7.70.
Motor: CNH’s egen motorleverandør, FTP, Cursor 9 med 374 hk.

Korntank: 9.300 liter. Tanker af med 100 liter i sekundet.
Dieseltank: Ny 670 liters tank.
Vægt: 13.400 kg
Rotorerne: Cirka 3,5 meter lange, har en diameter på 21 tommer og har et udskillelsesområde på ca. 2,9 m2.
Skærebord: Kan leveres med flere forskellige bord med længder op til 9,15 meters bredde.   

2. Nytænkt indmad

New Holland har traditionelt haft en række konventionelle rystermaskiner, og så ellers de større rotormaskiner i CR-serien.

Den nye hybridmejetærsker springer ind imellem og kombinerer teknologi fra begge verdener med to rotorer og tærskecylinder i en kombi. New Holland kalder det cross over, og har dermed opfundet sig eget ord for hybridtærsker.

Tærskecylinderen er den samme som i rystermaskinerne CX 5 og 6 og derefter ligger der to rotorer.  New Holland opgiver en væsentlig kapacitetsforøgelse i forhold til de nærmeste ryster-maskiner på ca. 20 pct. på gennemløbet. Maskinen kan simpelthen køre hurtigere end en ryster-maskine, inden spildindikatoren begynder at brokke sig.   

3. Hvorfor kommer New Holland med denne hybridtærsker?

I det her mellemsegment har New Holland ikke rigtig været til stede, mens konkurrenter som John Deere og Claas med Tucano-serien har været det.  Når man sidder på store markedsandele i mange andre segmenter, så vil man naturligt også ind og være med der.

4. Ikke lige opstået i går

De senere år har været spækket med mejetærsker-lanceringer, ikke mindst indenfor stortærskere. Denne her er mellemstor for New Holland, fordi konceptet er nyt i deres regi. Omvendt er det en maskine, som bygger på en del komponenter og teknologi fra de omliggende modeller, så meget har været plug and play så at sige. Udviklingen af modellen begyndte for alvor for fire-fem år siden efter, at man i årene forud kom til erkendelsen, at man gerne ville gå den vej.  

Man ville kort sagt have en mejetærsker i mellemstørrelsen, der kunne få mere kapacitet uden, at den var alt for fancy og dyr. I de senere år har den kørt massivt med tests, så selve den fase er afsluttet, og inden den første officielle salgssæson, er det tid til de sidste afretninger ud fra de første oplevelser hos kunder og forhandlere.

5. 28 fod - skabt til kontrolleret trafik

Ved præsentationen af den nye maskine var der også et 28 fods skærebord med til pakkeløsningen. New Holland har nemlig fundet et hul i programmet af deres Varifeed skæreborde mellem 25 og 30 fod. Det nye 28 fods skærebord passer godt til drift med kontrolleret trafik med 8, 16 og 24 meters trafik, lyder det fra New Holland – og så passer bordets størrelse også fint til mange mellemstore bedrifter.

6. Ikke de allermest avancerede systemer

Populært sagt kan man godt smide selv en rimelig utrænet journalist ind i kabinen og få ham ud og køre i marken efter få minutter. Har man eks. kørt en gammel TC 56 i tidernes morgen, så finder man hurtigt tangenterne og den basale styring af maskinen. Hvor det er ved at være standard at tilkøbe avanceret automatiseringsteknologi på de største rotormaskiner, så har man ikke den mulighed på den nye mejetærsker-serie. Tanken er, at i det her segment betyder det en del, hvis prislejet kan holdes i skak. Derfor har den ikke de allermest avancerede features – men til gengæld får du altså rotormaskine til en mere behersket pris og øget kapacitet i forhold til rystermaskinerne, som den ellers deler krop med.

7. Trimble gps-system i New Hollands terminal

Maskinen bliver ikke udstyret med fuld RTK-gps styring. Den maskine vi prøvede forleden i Sverige var endnu ikke blevet udstyret med gps-styring, men den kan godt udstyres med gps-styring på rattet. New Holland kalder det for EZ Pilot Pro og er en Trimble-løsning, der er integreret med terminalen IntelliView.  

 

8. Vises frem i Sverige – og ikke i Danmark

I år har Danmark den store skandinaviske premiere med de nye New Holland HD pressere. Til gengæld har svenskerne så fået lanceringen af Cross Over-mejetærskeren. Forleden blev den så officielt lanceret på en mark øst for Trollhättan lige syd for den enorme indsø Vänern. Vil man gerne ud og se den i år, så skal man altså hurtigt rykke i sin New Holland-forhandler for at høre, hvor maskinen er på vej hen, og om det overhovedet kan nås.

9. Kan købes til det nye år

Som sagt, maskinen er ikke en prøveballon, der skal hjem og testes videre på. Den sælges på helt normale vilkår til det nye høstår, og mon ikke, at forhandlerne og CNH er ret interesserede i at få nogle enheder ud og køre.

10. Og hvem skal købe den?

Maskinen opererer i en klasse, hvor der tilbydes rigtige ”landmandsmaskiner”, der kan egne sig fint ind hos landmanden med et mellemstort areal på 200 til 400 hektar – og måske i stedet for en større brugt maskine. Store landbrug – og maskinstationer – der skal op i 500, 1.000 hektar osv. vil typisk have større kapaciteter og udstyrsniveau. New Holland har også primært europæiske landmænd i tankerne, både her i Norden, men måske ikke mindst i mange egne af lande som Frankrig og Tyskland.  

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.