Her skal de nok klare at slide maskinerne ned selv

Kibæk Maskinstation køber alt andet end gyllevognene som nyt for slidet skal de nok klare selv på den travle maskinstation.

Det summer af aktivitet mellem de mange maskinhaller på Kibæk Maskinstation nær Herning. En grøn mejetærsker kommer trækkende med sit skærebord. En gul Volvo-gummiged foretager en hastig vending, så støvet løfter sig. En John Deere er på vej i marken med en Kuhn-rive. Et par folk er ved at støbe en ny forplads til kalklageret. Og mobiltelefonerne kimer hos to af de fem indehavere, som er til stede netop denne dag.

»Skal det lige være i dag?« spørger Brian Bang, den ene ejer af Kibæk Maskinstation journalisten. Der er jo nok at se til, men snart sidder vi ved køkkenbordet, hvor Brian Bang og medejer Klemen Pedersen gerne fortæller om Kibæks Maskinstations historie, arbejdsområder og strategier.

Godt med maskiner

Det er svært at se ude fra vejen og indkørslen, men omme bagved finder vi den ene hal efter den anden. Rigtig meget er ude at køre, men det er tydeligt, at man ikke går ned på maskiner. Nævnt i flæng er der 25 John Deere traktorer, fem selvkørende finsnittere, fem mejetærskere og ikke mindre end 11 gyllevogne, alle Samson. John Deere synes som det foretrukne mærke, selv om der da også er et par New Holland mejetærskere og pressere.

 

Mest nyt

»Vi har jo Herborg Maskinforretning, som forhandler John Deere, lige i nærheden. Det betyder noget for os, at de ikke er så langt væk«, siger Brian Bang og kommer ind på maskinstationens strategier for udskiftning.

»Det er ikke noget med udskiftning efter så og så mange timer. Typisk geninvesterer vi det, som vi har afskrevet, og vi skifter bare det ud, som trænger hårdest«, siger Brian Bang, der tilføjer, at man for nogle år siden er kommet ind på at indkøbe gyllevognene som brugte.

»Men alt andet køber vi nyt. Så skal vi nok selv slide det ned. Den seneste, vi købte, var en John Deere 8370, som vi købte i foråret«, smiler Brian Bang.

Gylle og finsnitning

»Vi er jo en traditionel landbrugsmaskinstation og foretager alle mulige opgaver for landbruget. Lige bortset fra kartofler, som sjovt nok var det, som vores far i sin tid startede med. De opgaver, der fylder mest hos os, er helt klart gyllekørsel og finsnitning«, siger Brian Bang, der tilføjer, at man af og til samarbejder med andre lokale maskinstationer.

Kibæk Maskinstation er som ventet også med fremme, når det gælder nye teknologier.

Vi har GPS-styring på stort set alt, hvad man kan forestille sig. Det er vi blevet rigtig glade for. Vi kører faste kørespor, men generelt taler vores kunder nok ikke så meget om præcisionslandbrug. Det er jo stadig et område, der er under udvikling«, siger Brian Bang, der som sin bror og forældre har været vidne til en kolossal teknisk udvikling gennem årene.

»Ja, i gamle dage bøvlede vi ikke så meget med aircondition«, smiler han.

Når man har drevet maskinstation i det samme område gennem seks årtier, betyder det også, at man har mange stamkunder, og sådan er det også for Kibæk Maskinstation. De fleste kunder ligger inden for en radius på 20-25 kilometer.

Faktaboks

Kibæk Maskinstation

  • Beliggende i Kibæk ved Herning.
  • I ejerkredsen er brødrene Brian Bang og Tonny Bang og dennes søn Emil Bang. Senest er Klemen Pedersen og Jens Pedersen kommet med i ejerkredsen.
  • Maskinstationen blev grundlagt i 1956 af Oda og Ejvind Bang. Sidstnævnte døde tidligere på året.
  • Det er primært en traditionel landbrugsmaskinstation, men også med en entreprenørafdeling, der tegner sig for cirka 10 procent af opgaverne, samt en vognmandsforretning med tre lastvogne.
  • Sammenlagt cirka 24 ansatte.
  • Omfattende maskinpark med bl.a. 25 traktorer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.