Herborg: Vi er klar til at vise, hvordan en god maskinforretning skal drives

Landets mest succesfulde John Deere-forhandler blev fyret 19. februar og stod umiddelbar i en trist situation. Men ny konstellation har fået optimismen frem igen.

Han efterlader ingen tvivl.

Det var et chok, da John Deere ud af det blå meddelte 19. februar, at Herborg Maskinforretning fra efteråret ville miste sin forhandling af John Deere.

Regnskab på regnskab har maskinforretningen med afdelinger i Herborg, Farre og Struer og et større dækningsområde i Midt- og Vestjylland ellers bevist, at der kun er få - om nogen i Danmark - som evner at tjene penge på maskinhandel i detailhandlen som deres virksomhed.

I dag er Keld Andersen alligevel en glad direktør og medejer hos Herborg Maskinforretning, som sammen md sine fem medejere beholder ejerskab i maskinforretningen, men samtidig overlader aktiemajoriteten til Semler Agro og bliver en del af Semlers hold – og for direktøren selv en del af ledelsen hos Semler Agro.  

”Lige der den 19. februar så sort det så ud og var trist. Det må jeg sige. Men lige så trist det så ud der, lige så glad er jeg for, at vi med den her konstellation kan køre virksomheden videre med de samme afdelinger, medarbejdere, brands og samme ånd som før”, siger han og peger på, at man samtidig får nogle kompetencer og fordele ind fra Semler som koncern og sikkert også bedre vilkår hos John Deere.

”Så nu er vi oppe på hesten igen, og klar til kamp for at vise, hvordan en maskinforretning skal drives”, siger han med en pæn kampgejst i stemmen.  

Han forventer, at Semler Agro også kan blive en indgang til eks. at sælge flere fodervogne over hele landet, hvor hans egen maskinforretning ikke har haft fat før.

Semler har været ude og rose jer ved at kalde jer Danmarksmester i at drive maskinhandel. Hvad siger du til det?

”Ja, det ved jeg ikke helt. Da jeg så konceptet og skulle være en del af ledelsen i Semler Agro, så måtte man jo også tænke, at det må der jo også være en grund til. De har behandlet os rigtig fint. På trods af hvad folk tror, så har vi faktisk aldrig snakket med de her folk før udover at have mødt nogle af dem på Agromek. Der var ingen, som vidste hvilke karle vi forskellige var. Det har været et meget positivt forløb, og de har virkelig behandlet os med respekt”, siger han.

De har jo været åbne om, at de gerne ville overtage John Deere i hele Danmark. Har de virkelig ikke forsøgt at overtage jer mange gange før?  

”Jeg har jo også været rimelig åben om, at jeg ikke ville sælge. Men vi er positive. Nu er vi sikker på fremtiden, og vi er klar, hvis det ellers bliver godkendt af konkurrencemyndighederne.”

Det må være dyrt at købe op i en veldreven maskinforretning?

”Man skal være to til en handel, og vi havde ikke indgået det her, hvis vi ikke vi var tilfredse”.

Havde I reelt nogle alternativer, når I var sagt op af John Deere?

”Selvfølgelig havde vi det. Men vi har fokuseret på, at uanset hvad vi så gjorde, så ville det koste os arbejdspladser. Denne her måde med at køre videre med samme tre afdelinger, det er vigtigt for os. Medarbejderne er vigtigere for os end indtjening. Fra vi slet ikke kunne se os selv i fremtiden, så er vi rigtig godt tilfredse nu. Vi er grønne og gule for at være hele ærlig, så vi er rigtig glade for at fortsætte med John Deere.”

Kunne I forstå og acceptere, at John Deere sagde jer op, når I ellers har bevist, at I er så succesfulde med at drive maskinforretning?

”Man kan aldrig acceptere sådan noget, men det er business. Vi kan leve med betingelserne i det nye set-up”.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.