Hjallerup Maskinforretning begærer sig selv konkurs

Efter flere dages lukninger har maskinforretningen nu kastet håndklædet i ringen.

Ejerne og ledelsen i Hjallerup Maskinforretning trækker nu selv stikket.

I en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag oplyser den store maskinforretning, at den har følt sig nødsaget til at indgive konkursbegæring imod sit eget selskab.

Det oplyses, at alle fire afdelinger i Hjallerup, Hjørring, Støvring og Randers holder lukket, indtil en kurator er udpeget i skifteretten.

I pressemeddelelsen angiver Hjallerup Maskinforretning ufrugtbare forhandlinger med Agco om fremtiden som MF-forhandler som den udløsende årsag til, at man har valgt at indgive konkursbegæringen.

Tabte traktormærkerne

Indtil udgangen af marts var Hjallerup forhandler af alle Agcos hovedmærker, Massey Ferguson, Valtra og Fendt.

For få måneder siden blev det annonceret, at forhandlingen af Valtra og Fendt blev overdraget til TBS Maskinpower, mens Hjallerup i første omgang beholdte sin forhandling af Massey Ferguson. 

Hen over weekenden blev det bekendtgjort, at Hjallerup Maskinforretning ikke åbnede som sædvanligt mandag på grund af "uforudsete hændelser". Tirsdag har der også været lukket. Ved middagstid tirsdag gik Agco så ud og annoncerede helt usædvanligt, at man havde opsagt Hjallerup som Massey Ferguson-forhandler.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.