Hver fjerde traktor er leaset

De sidste par år har andelen af leasede traktorer igen været voksende. Især Claas og Fendt har mange leasing-kontrakter.

Markedet for leasede traktorer har igen haft vækst i de sidste par år.

For to år siden var knap hver femte traktor leaset – i år er det i årets første ti måneder godt hver fjerde traktor.

Det viser tal, som LandbrugsAvisen har trukket fra DBI ITs traktorstatistik.

Udviklingen sker, efter at leasing-andelen igennem en årrække har ligget ganske fast omkring 18 til 20 pct. af markedet for nye traktorer.

Et af de mærker, som har størst andel af leasede traktorer, er Fendt sammen med Claas.

Her forklarer salgschef Lars Johnsen fra importøren Danish Agro Machinery A/S i Fredericia, at udviklingen ikke skyldes nogle bestemte kampagner.

»Faktisk har vi tidligere haft nogle kampagner, som vi ikke kører i dag. Det foregår helt frit ved, at kunden selv vælger, om han vil benytte sig af vores finansielle forbindelser, eller han selv benytter sig af andre«, siger han og fortæller, at han hører i markedet, at nogle landmænd f.eks. vælger at benytte likviditet til f.eks. etablering af nye tørrerier og den slags på bedriften, mens traktorer og maskiner så kan finansieres på en leasing.

Hos CNHs traktormærker er leasing også udbredt, om end i mindre omfang end gennemsnittet for markedet, viser tallene fra DBI IT.

Hos en af landets større New Holland-forhandlere, Johs. Mertz på Lolland, Falster og Sydsjælland, kalder direktør Christian Holst det hip som hap, hvad kunderne vælger.

»Renten er det samme i vores system. Du kan måske ramme en lidt lavere ydelse på leasingen, mens du omvendt med en købskontrakt, hvis du har råd til likviditeten, selv har nogle muligheder for at bestemme afskrivningen«, siger han.

Ud fra DBI ITs data vælger næsten 85 pct. af New Hollands kunder en købskontrakt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.