Hydrema tænkte helt ud af boksen med ny gravemaskine

Hydrema er kendt for sine unikke løsninger. Det tydelige Hydrema-DNA ses blandt andet i gravemaskinen R12

Hydremas DNA er i høj grad at finde nye unikke løsninger og særlige nicher på markedet for entreprenørmaskiner.

Det lykkedes med den første maskine, den bagmonterede læssegrab Fantomet til traktorer omkring 1960, et år efter stiftelsen af firmaet af ingeniør Kjeld Werner Nielsen.

Det lykkedes supergodt med den første knækstyrede rendegraver i 1980, tegnet og udviklet fra bunden af Hydrema selv.

Og i dag er dumperserien G12 Hydremas bedst sælgende maskine på grund af sin gode fremkommelighed, mulighed for 180 grader tippelad og gunstige forhold mellem egenvægt og lastevne i sin hele egen niche med en lasteevne omkring ti ton.

Hydrema R12

Meget agil gravemaskine

Blandt de mindre kendte, men specielle Hydrema-maskiner er R12, som var Hydremas unikke bud på en selvkørende og rundtsvingende gravemaskine.

R12 var en egentlig en traktor på omkring 60 hk fra først Bukh, siden Volvo BM, med en bagmonteret gravearm fæstnet ved siden af kabinen, som af samme grund måtte bygges specielt tilpasset R12..

Løsningen gav et meget mobilt køretøj med en rækkevidde på gravearmen på 7,4 meter og mulighed for at grave ned i 5 meters dybde.

Hydrema R12

En ægte Hydrema-idé

Men en traktor kan jo ikke rotere om sig selv, hvilket er helt afgørende for nytteværdien af en  gravemaskine, ja, så at sige hele dens eksistensberettigelse.

Den begrænsning blev løst på ægte Hydrema-manér ved at tænke ud af boksen.

R12 fik nemlig fire massive støtteben, som kunne sænkes, når der skulle graves.

Støttebenene hævede traktoren fri af grunden. Derefter sørgede en drejekrans for, at gravemaskinen kunne rotere 360 grader, når maskinføreren skiftede sæde og satte sig til styregrejerne til gravemaskinen.

Hydrema R12

Traktormotor var kontravægt

Under gravearbejdet fungerede traktorens forende som medsvingende kontravægt.

R12 var i produktion fra 1966 til 1973 og kan i dag ses i Hydremas maskinudstilling i Støvring sammen med en række andre ikoniske maskiner fra Hydremas historie.

Læs mere om Hydremas DNA, vækst og særlige tilgang til at producere maskiner i TraktorTech 4, som udkommer i denne uge.

 

Faktaboks

Vil du købe TraktorTech?

Gå ind på landbrugsmedierne.dk og gå til abonnement. Du finder også TraktorTech rundt omkring i kiosker og på tankstationer i hele landet. Du kan også kontakte os på telefon 33 39 47 90.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.