Hypet traktor uden dieselmotor kommer til Danmark i andet halvår

I 2020 vil de første eksemplarer af New Hollands nye metandrevne traktor komme til Danmark.

I en tid hvor der snakkes rigtig meget om eldrevne maskiner og alternative til fossile brændstoffer, så er der foreløbigt ganske få muligheder for at anskaffe sig selvkørende maskiner uden dieselmotor på det danske marked.

Men næste år forventer New Holland, at deres nye metandrevne traktor endeligt lander på det danske marked.

Markedschef Thomas Pedersen forventer, at han kan præsentere og vise de første modeller frem i andet halvår, oplyser han til LandbrugsAvisen Maskiner.

”Vi er fuld gang med at se, hvad vi kan sikre os af enheder til at vise frem,” siger han og fortæller, der i løbet af de seneste par år har været interesse omkring traktoren, som har været under udvikling igennem flere år.

”Vi er blevet spurgt meget om det igennem årene. I hvert fald de sidste to år er vi blevet spurgt, om man kunne få en pris på sådan en traktor. Vi er blevet spurgt af biogasanlæg, som skulle have åbent hus. Så ville de også gerne have en traktor. Der er slet ikke tvivl om, at der er et potentiale og interesse”, siger han.

Helt konkret forventer han, at 2020 bliver et startår, hvor New Holland får de første modeller ud at køre, inden den egentlige serieproduktion for alvor går i gang.

Interessen kan bl.a. komme fra folk med eget biogasanlæg eller kommuner med en vis profil.

”Der er nogen, som har med biogas at gøre, som synes, det er spændene at køre med eget brændstof, og så er der eks. nogle kommuner, som vil være så miljøvenlige som muligt. Fra det svenske marked har vi eks. fået en forespørgsel fra et konsulentfirma, der afsøger mulighederne for en større svensk kommune”, fortæller han.

Den nye metandrevne traktor kommer i første omgang indenfor New Hollands T6-størrelse. Thomas Pedersen kalder størrelsen passende allround til en del opgaver i landbruget og hos kommuner.

”Men jeg kan ikke se, at der skulle være en grund til, at man ikke skulle kunne gøre det i andre størrelser”, siger han.

Ifølge Thomas Pedersen skal udviklingen og introduktionen af metan-traktoren ses i sammenhæng med New Hollands såkaldte ”Clean Energy Leader”-koncept, som også går ud på at begrænse udledningen af udstødningsgasser og partikler fra dieselmotorer. Introduktionen af SCR-teknologi til at begrænse emissioner kom til for et årti siden og er siden videreudviklet i takt med stærkere emmissionskrav til motor- og traktorproducenterne.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.