Indregistrerede 17 traktorer før årsskiftet – turde ikke gøre andet

Nye regler for traktorudstyr har fået flere forhandlere til at indregistrere mange traktorer før årsskiftet.

Skal, skal ikke.

Årsskiftet har været et dilemma for maskinhandlerne. Nye EU-regler for sikkerhedsudstyret på traktorer betyder nemlig, at det har været uklart, om nye traktorer anno 2017, som endnu ikke har været indregistreret, skulle nå det inden årsskiftet, for ikke at være omfattet af de nye regler, der typisk betyder ekstra udgifter til sikkerhedsudstyr på en ny traktor.

Hos Hjallerup Maskinforretning tog de konsekvensen og fik indregistreret 17 traktorer inden nytår.

”Vi turde ikke gøre andet end at registrere traktorerne, mens andre har satset på dispensation”, oplyser direktør Morten Bordvik.

Som vi tidligere har skrevet, så steg antallet af indregistrerede traktorer med knap 25 pct. i 2017 til mere end 1.900 styk på landsplan. Morten Bordvik vurderer, at de nye regler spiller en vis rolle. Et forbedret marked har dog også spillet ind.

”Der har stadig været en pæn stigning over det hele. Faktisk en stigning på over 40 pct. i vores distrikt. Så er spørgsmålet, hvor længe det bliver ved. Men vi har stadig lukket nogle gode ordrer her i januar. Men jeg tror ikke, at vi kommer til at se 20 pct. stigningsvækst igen år. Jeg tror, at traktorsalget vil flade ud på et niveau omkring 1.600-1.650 traktorer i Danmark”, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.