Island på traktor: De er i fuld gang med køernes madpakker

Jeg har set dem overalt på Island. Som snebolde ligger de spredt ud over markerne. Nogle steder er de kørt sammen og ligger i bunke ved gårdene fint stablet eller mere rodet rundt omkring. Det ser også ud som om, nogle er fra sidste år.  Det er naturligvis wrapballerne, der er tale om. Græshøsten er i fuld gang i Island.

Det varierer lidt fra egn til egn og fra sted til sted, hvor lang man er nået, men arbejdsgangen er tydelig – og den samme. De fleste steder er markerne blevet gødsket, og når den rette tid – som er nu – i begyndelsen af juli – skårlæggerne man det. En mand på en traktor farer rundt og lægger græsset i fine baner. Man kan ligefrem lugte det, når man kører forbi.

Så ligger det et par dage, inden manden kommer igen nu med en stor rive, der spreder det, så det kan tørre, før han kommer tilbage igen med riven. Nu kører han den anden vej, samler græsset i rumper, så kommer han med den store presser. Græsset bliver samlet op, pakket sammen, der bliver slået plastik om – og vupti, en madpakke er lavet. Nemt, hurtigt, effektivt, smart. Og næringsindholdet holder sig nogenlunde. Så køres ballerne sammen og køres hjem – alt af en mand med en traktor og de rigtige redskaber.

Det foregår på samme måde i Island, i Grønland, på Færøerne, i Danmark. Jeg har set det alle vegne.

Men det har ikke altid været sådan. Jeg har oplevet en anden høhøst. Græsset blev slået med leen, efter et par dage blev det vendt med en høtyv, måske endnu en gang eller to. Det skulle jo tørre. Der måtte ikke være våde klumper i. De satte mug, og det kan dyrene ikke tåle. På den rigtige dag, i det rigtige vejr blev – og nu hed det hø – revet sammen og sat i stak.

Nogle steder satte man græsset på særlige stativer eller på hegn. Så sendt som sidste sommer så jeg det på Færøerne. Et stort arbejde. Hele familien var kaldt sammen. Det krævede mange villige hænder, men det var også en festdag. Man var sammen om arbejdet. Og man var afhængig af det.

Farfars særlige system

Min farfar satte i stak. Han kunne en særlig teknik. Først redte han en slags bund. Så anbragte han høet efter et særligt system, hvor han både gik rundt om stakken og lag ovenpå. Samtidig blev den snævret ind og endelig rundt af. Til sidst rev han stakken oppefra og ned, så de yderste strå var lodret. Så kunne vandet løbe af. Sådan en stak kunne tåle tordenbyger uden at blive våd, og selv ikke den strideste blæst kunne vælte den.

På den helt rigtige dag, kørte vi høet sammen og smed det ind på loftet. Det duftede på den helt rigtige måde, som kun ordentligt hø dufter. Og for køerne og hesten var det om vinteren himmerigs mundfulde, og deres øjne skinne af længsel efter sol og sommer. Og så var det sundt for dem.

Selv har vi praktiseret en mellemmåde at høste hø på. Vi slog det med maskine, så spredte vi det, lod det soltørre et par dage, vendte det, rev det sammen i rumper, og så kom naboen, der havde en ballepresser. Netop her var systemet sårbart. Høet skulle være tørt, helt tørt. Ellers mugnede det og kunne ligefrem blive ubrugeligt. Det var dage med spænding. Vejrmeldingen blev fulgt intenst. Så er det nu. Vi rykker.

Jeg kan huske et år, hvor vi tog chancen. Høet var ikke helt tørt, men vi pakkede det. Der var lover regn til natten. Vi var heldige. Naboen turde ikke. Han ville vente – og fik det aldrig ind.  Disse dage med den spænding var gode – når det lykkedes.

Nu er hele systemet anderledes, mindre arbejdskrævende, mindre spændende. Og resultatet er ikke blevet ringere. Fremskridt er ikke kun dårligt.

Om turen

Kurt L. Frederiksen stævnede ud hjemme fra Reersø midt i juni. Rejsen startede med at gå til Kalundborg, hvorefter han med traktor og campingvogn tog færgen til Samsø for efterfølgende at tage færgen til Jylland med Hou som destination. Derefter gik turen op igennem Jylland til Hirshals. Herfra sejlede han videre til Island. Turen forventes at vare fem uger. Undervejs skal der tilbagelægges omkring 3.500 km.