Island på traktor: Den skønne skulle køres rundt i byen

Det er nu to år siden, jeg på Nordkap-turen kørte ind i Lapland. Jeg stoppede, kravlede ud, plantede et flag i jorden og tog et billede af det. Netop den dag blev min far 90 år.

I løbet af de to år er der sket mange ting, der har ændret vores liv. De fleste af dem har vi heldigvis selv bestemt. Hvem kunne vide, at foredragene om en traktortur til Nordkap ville blive så populære eller at Island-turen, som jeg var begyndt at digte på, blev en realitet. Men det er det. I høj grad. Og lige nu.

Solen har skinnet fra en skyfri himmel hele dagen, ikke en vind har rørt sig, og jeg er nået ud på spidsen af Snefællsness. Her er kun en bid af Atlanterhavet mellem mig og Amerika.

Campingvognen tåler ikke mere

Hele formiddagen var på jordvej, en af de bedre, men 75 km er nok, og glæden stor, da det holdt op. Så vidt jeg kan se på kortet, er der nu kun asfalt, malbik hedder det på islandsk, tilbage. Med mindre jeg selv udfordrer skæbnen. Campingvognen tåler heller ikke mere. Den er blevet løs i sammenføjningerne.

Begivenheden fejrede jeg ved at køre ud til Stykkisholmur, en afstikker uden andet formål, end at der sikkert ville være god telefondækning, så jeg kunne sende billeder hjem. Det holdt stik. Jeg slikkede lidt sol på havnen, fotograferede folk, der studerede reklamestreamerne på campingvognen, spise et stykke mad og vendte skuden.

Antastet af noget polterabend-halløj

Straks blev jeg antastet af en flok yngre damer. Polteranbend-halløj. Der skulle tages billeder. En af dem skulle giftes, og jeg bød mig beredvilligt til. Men nej, den skønne skulle køres rundt i byen. Og hvad gør man ikke for morskaben og det gode selskab. Jeg fik hende installeret i kabinen, som heldigvis er meget lille. Hun var beleven og sød. Men pas på hjertet, Andresen. Folk vinkede og lo, jeg blinkede og dyttede. Og så var det slut.

Først bagefter fik jeg den idé, at jeg som betaling burde have krævet et kys af hver af hofdamerne. Og et af prinsessen. Måske betød det noget, at jeg ikke havde skiftet tøj nogle dage, så jeg kørte straks hen til byens opvarmede svømmeanlæg. Tre forskellige bassiner samt brusebad og afvaskning med sæbe både før og efter. Om det så var de lidt snavsede tanker, forsvandt de. Og alt tøjet blev skiftet. Damerne så jeg nu ikke mere, og mine badebukser hængte jeg til tørre på sidespejlet. De blafrede lystigt for vinden, da jeg forlod byen.

Selvom man ikke ligner en million

I Grundafjørdur, den næste by på asfaltruten, ville tankstationen ikke tage mit kort. En venlig islænding, mente, der sikkert ikke var penge nok på kontoen. Det kan godt være, at hverken jeg eller køretøjet ligner en million, men der er venlige sponsorer, der har spyttet i kassen. Ved næste tank virkede kortet.

Så var der to tjekkiske turister, der ville have billeder, og nogle, der filmede mig, mens de kørte forbi. Og i Olafsvik var der en hel samling mennesker, der holdt haveselskab i det gode vejr. De rejste sig og vinkede og klappede, da jeg trillede forbi.

Nu sidder præstekraven på en tue uden for og kigger ind ad vinduet til mig – og det vil være lyst hele natten i Island. Jeg er kommet herop, som jeg spekulerede på for to år siden i Lapland.

Om turen

Kurt L. Frederiksen stævnede ud hjemme fra Reersø midt i juni. Rejsen startede med at gå til Kalundborg, hvorefter han med traktor og campingvogn tog færgen til Samsø for efterfølgende at tage færgen til Jylland med Hou som destination. Derefter gik turen op igennem Jylland til Hirshals. Herfra sejlede han videre til Island. Turen forventes at vare fem uger. Undervejs skal der tilbagelægges omkring 3.500 km.