Island på traktor: Kom lige forbi et glashus med 200 køer

Og nu til noget helt andet, som det hedder, når der ikke er styr på planlægningen. Det er der ikke her, for der er ingen. Kun en: Island rundt på fem uger. Så må vi se.

Og det var netop, hvad der skete. På lang afstand kunne jeg ane en stor bygning. Den blev større og større. Og mere og mere mærkelig. Der var også andre huse. De var blot almindelige. Så kunne jeg se, at væggene var af glas. Og hvad var nu det? Var det ikke køer? Køer i et glashus?

Man må stille sig til rådighed for det anderledes, så jeg drejede ind og parkerede. Der var også noget turisme med bilture op til jøklen. Men det var ikke det interessante. Jeg gik ind i en foyer. Uinteressant. En trappe førte op til restauranten ovenpå. Jeg har fået en sms fra en dame, der havde besøgt en restaurant med egen udsigt over en kostald. Det måtte være her.

Jeg åbnede en dør og befandt mig på en balkon, hvor der ganske rigtigt var udsig over et stort staldanlæg. Der gik folk og arbejdede. En af dem råbte noget. Det forstod jeg ikke. Så kom han op ad trappen. Han forklarede, at de havde set, jeg var kommet, og nu havde de kørt deres egen blå Valtra-traktor op ved siden af min. Om de måtte tage et billede? Selvfølgelig – hvis jeg må se stalden.

Traktorfører fra Vojens

Så kom traktorføreren. En ung mand fra Vojens-egnen, Jauke hed han og var af hollandsk afstamning. Han var landbrugsmekaniker og arbejdede på stedet her i sommer.

Og så fortalte han – og viste rundt. En gennemsnitlig islandsk kogård har ca. 35 køer. Denne var gået fallit for nogle år siden. Så var den blevet opkøbt af en stor fiskerikoncern, en arkitekt var blevet sat til at tegne et nyt staldanlæg, alt var gennemautomatiseret i en sådan grad, at man var nødt til at have sit eget nødstrømsanlæg, hvis der skulle komme klumper i strømmen. Det gør der i Island.

2.000 hektar og 200 køer

Gården var nu Islands største med ca. 2.000 ha, hvoraf de 500 kunne dyrkes. Mest med græs, som blev wrappet, skønt man også forsøgte sig med andre ting.

Besætningen bestod af 200 køer samt opdræt. Alle gik løse, men stalden var alligevel opdelt i sektioner, alt efter køernes fodringsbehold. Malkningen var automatisk, udmugningen automatisk, og fodringen var automatisk. Gennem en stor port en den ene ende blev ballerne kørt ind i et stort køkken, som det blev kaldt. Her blev det tilsat kraftfoder og transporteret op i en vogn, der så selv blandede yderligere og kørte – tre gange i døgnet – ned ad den brede fodergang, hvor den tildelte foder til de forskellige sektioner afhængig af programmeringen. Imponerende. Indimellem kørte den en tur til for at skubbe fodret sammen, så køerne kunne nå det.

Man mærker med det samme, når man kommer ind i en stald, om dyrene trives. Her var der roligt, behageligt, varmen i gulvet virkede, udsigten gennem glasvæggene imponerende, menuen velafstemt, malkningen efter behov og liggebåsene, som var til fri afbenyttelse, var fodret med kanvasmåtter, der var bløde at ligge på. Selv sommerferie var der tænkt på. Alle køerne kom på græs nogle uger hver sommer. Køerne kvitterede. Ydelsen var i top. Og personalet gik rundt og servicerede deres velbefinden. En af dem var en dansk pige, der kom fra Århus.

Jauke viste mig det hele og fortalte gerne. Han havde god tid. Han var godt nok ved at køre gylle ud, men det gik. I Island er alt roligere end i Danmark.

Da jeg kørte der fra, kom jeg i tanke om, at jeg ikke rigtig havde set maskinparken. Kun ud gennem glasvæggene. Men den var ny, farvestrålende og beregnet på bjærgning af græs til wrap. Og så huskede jeg pludselig en novelle skrevet af den danske forfatter Knud Sønderby. Den handler om en bonde, der forskriver sig selv til bankerne, konsulenterne, automatikken, computerne, programmerne. Det går fint. Men så får en ko to kalve. Systemerne kan ikke håndtere det. Han tager den ene fra og gemmer den i et skur i haven. Foderet tager han blot i beholdningen. Så opdager computeren, at den brugte fodermængde ikke passer til ydelsen. Skrev selv slutningen – eller læs novellen.

Og så en ting til. Her blev kalvene taget fra moderen efter 12 timer. Måske var det derfor, de gerne ville sutte på fingrene, som da jeg var barn – og kattene var kælne.

Om turen

Kurt L. Frederiksen stævnede ud hjemme fra Reersø midt i juni. Rejsen startede med at gå til Kalundborg, hvorefter han med traktor og campingvogn tog færgen til Samsø for efterfølgende at tage færgen til Jylland med Hou som destination. Derefter gik turen op igennem Jylland til Hirshals. Herfra sejlede han videre til Island, hvor han landede med færgen i øst, og snart har kørt hele øen rundt. Turen varer i alt fem uger. Undervejs skal der tilbagelægges omkring 3.500 km.