Island på traktor: Rygtet begyndte at løbe foran mig

Her kommer sidste kapitel i Kurt L. Frederiksens rejseberetninger om turen til Island på sin lettere brugte Valmet traktor. En tur som startede en eftermiddag i Høng i midten af juni og netop er afsluttet med ankomst hjemme i Reersø på Vestsjælland.

Med en blanding af glæde og vemod kørte jeg ind i Seydisfjørdur.

Glæde fordi jeg havde gjort det, jeg var kommet for:

At køre Island rundt så tæt ved havet som muligt, ud og ind i alle fjordene, op og ned ad fjeldene, der adskiller dem. Desuden at krydse landet fra nord til syd ned over den kendte og berygtede Kjøllur-rute, som kun tosser og turister begiver sig ud på. Desuden kom jeg på afstikkere ind mod midten af landet to forskellige steder samt ud på Vestmanna-øerne. Jeg har set Island, endda mere af landet end de fleste islændinge selv, som en af dem sagde.

Men også vemod, fordi det var slut.

Udfartsglæden var banket ud af kroppen. Ikke flere fantastiske udsigter, ikke flere sælsomme syn, hvor solen spiller i tusind farver på fjeldsiderne, ikke flere hysteriske rødben, der flagrer op og skaber sig, når man nærmer sig dens enemærker, ikke flere får, der drejer hovedet og tænker: Hvad er dog det ved synet af mit aparte køretøj, ikke flere islandske heste. Heller ikke flere af de gæstfrie og rolige islændinge, der vidner om, at det går nok alt sammen. Bare tag det roligt. Og landskaberne, og farverne, lysets og vejrets skiften, tågen, regnen, vinden og solen, glæden ved fortjent kaffe, glæden ved traktoren, der tålmodigt finder sig i selv de værste urimeligheder, og campingvognen, der trofast følger med og gæstfri byder mig indenfor, selv om jeg havde tævet på den hele dagen.

Ved at være for kendt

Måske er det godt, at det er slut. Jeg var ved at være for kendt i Island. Rygtet løb foran mig fra dal til dal. Nu kommer han, ham danskeren med traktoren! Jeg havde fået mig bekendte blandt de chauffører, der kører turister rundt.

”Nå, du har nok fået en anden skjorte på”, kunne vi sige for at bekræfte, at dig har jeg set før. Vi kender hinanden.

Den sidste aften havde jeg parkeret med udsigt over fjorden og fjeldene. Pludselig stoppede en firehjulstrækker. En dame kom springende.

”Der er pukkelhval i fjorden! Længe stod vi og spejdede, men så den ikke. Så faldt vi i snak om alt muligt andet. Hendes kæreste, som også var dansker, havde sammen med nogle andre startet en kunsthøjskole i byen, Island første rigtige højskole. Island er et land for folk, der kan og vil noget – og man er kommet ud af den økonomiske krise, der hjemsøgte landet for 10-12 år siden. Man har altid kendt til dårlige tider. De forsvinder – og kommer igen. Det går nok.

Så kom færgen. Det vil sige, det var ikke den. Det var et krydstogtskib, der sendte en strøm af kamerabevæbnede turister over det lille samfund. Det var godt, de kom. Man glædede sig allerede, til de forsvandt.

Atlanten var skuffende rolig, godt vejr, ringe sø. Fuglene fulgte med hele vejen til Hirtshals. Jeg traf igen den unge højskolemand, der skulle hjem på besøg. Vi fik en hel eftermiddag og aften til at gå med snak om vigtige ting, mens vi på tv kunne se, at et mudderskred havde spoleret en vigtig Tour de France- etape. Hvor fjernt og ligegyldigt.

Så nåede vi Hirtshals, hvor varmen og sollyset stod som en mur. Jeg kørte i land som den sidste. Så betænksomme havde matroserne været. Ned gennem Jylland var høsten allerede i gang. Vinterbyggen var stort set tærsket, og halmen pakket. Vinterrapsen var man begyndt på, enkelte marker tærsket, flere skårlangt. Lidt frøgræs var høstet, og et enkelt sted havde man haft næsen i hveden, men trukket den til sig igen.

Så kom uheldet

I Nørre Sundby skete det. Uheldet. Blinklyset holdt op med at virke. Det var tredje gang på turen. Det er aldrig sket før. Jeg masserede sikringerne – og vupti: Alt fungerede igen. Der er vist lige noget, jeg skal bruge to minutter på, når jeg alligevel skal skifte olie og filtre.

Jeg kan godt se på dækkene, at de er slidte. Det tror fanden. Jeg kan også godt se, at islandsturen måske var campingvognens ligfærd, men den klarede det. Jeg kan også godt mærke på mig selv, at jeg er fyldt op og slidt ned.

Hvad så? – spørger folk. Hvad bliver det næste? Én har foreslået Australien rundt. Nogle taler om Amerika på tværs frem og tilbage. Kun fantasien og pengene sætter grænsen. Skal campingvognen med, skal den have en ordentlig overhaling, traktoren kan sagtens – og jeg selv? Hvorfor ikke?

Om turen

Kurt L. Frederiksen stævnede ud hjemme fra Reersø midt i juni. Rejsen startede med at gå til Kalundborg, hvorefter han med traktor og campingvogn tog færgen til Samsø for efterfølgende at tage færgen til Jylland med Hou som destination. Derefter gik turen op igennem Jylland til Hirshals. Herfra sejlede han videre til Island, hvor han landede med færgen i øst, og siden kørte hele øen rundt. Turen har varet fem uger og undervejs er der tilbagelagt omkring 3.500 km.