JCB forfiner læssemaskiner

JCB 435S Agri bliver opdateret med ny kabine og lettere adgang til motoren i 2016. JCB 457 følger trop.

JCB er den eneste spiller på markedet for læssemaskiner, der decideret laver Agri-versioner af dets maskiner. Det gælder blandt andet JCB 435S Agri og den større 457 Agri, og disse to får til 2016 en række opdateringer.

På Agritechnica udstiller JCB 435S anno 2016 - en maskine på 14,5 ton og 230 hestekræfter. Effekten er der ikke ændret på, men til gengæld får læssemaskinen den nye CommandPlus-kabine med mere plads og nyere betjening. Samtidig får maskinen også en opgradering på motorsiden, så den nu opfylder Tier 4f/Stage IV-kravene omkring renheden i udstødningsgassen.

»I kabinen har vi for eksempel fået integreret joysticket i armlænet, så det følger sædets bevægelser. Man kan også bestille maskinen med to-grebsbetjening, hvis man ikke bryder sig om joystick-løsningen,« fortæller Sam Tayler, produkt- og marketingansvarlig for det skandinaviske marked hos JCB.

»Vi opfylder emissionskravene uden brug af et DPF-partikelfilter, som vi ellers har gjort brug af hidtil. Men hvad der er lidt mere brugbart for chaufføren er, at motorhjelmen nu åbner op i ét stykke, så det er lettere at servicere motoren.«

»En stor force er også, at vi nu kan trække op til 15 ton efter maskinen på landevej. Det kan lade sig gøre, fordi vi har forstærket bagenden af chassiset,« fremhæver Sam Taylor.

Mange af ændringerne gør sig også gældende på den lidt større JCB 457 på 20 ton og 258 hestekræfter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.